Fortsæt til indhold

Nyt liv i DSV's drømmehandel? Storaktionær skælder ud i åbent brev

Én af Panalpinas største aktionærer langer kraftigt ud efter ledelsen i det schweiziske speditionsfirma og vil have den til at se seriøst på DSV's 26 mia. kr. store bud.

Investor

Danske DSV’s opkøbsdans om schweiziske Panalpina er muligvis ikke ovre endnu.

For Artisan Partners, der ejer omkring 12 pct. af aktierne i Panalpina, har netop offentliggjort et åbent brev til Panalpina-bestyrelsen, og det er bestemt ikke de venlige gloser, som storaktionæren har fundet frem.

»Vi har skrevet til jer tidligere for at udtrykke vores dybe bekymringer over det usædvanlige forhold mellem Panalpina og the Ernst Göhner Foundation (største aktionær i Panalpina, red.). Den fortsatte manglende klarhed omkring fondens rolle i at respektere selskabsledelsen i virksomheden er samvittighedsløs, og årene med virksomhedens fortsatte underpræstationer har gjort denne omstændighed endnu mere utålelig,« skriver Artisan Partners i brevet, som er offentliggjort på nyhedstjenesten Globe Newswire.

Konkret henviser Artisan Partners til DSV’s købstilbud på 26,5 mia. kr., som er blevet afvist af Panalpina, heriblandt fordi the Ernst Göhner Foundation ikke støtter buddet.

Artisan Partners mener, at buddet fra DSV burde blive taget seriøst, og at det indeholder en åbenlys mulighed for at realisere værdi for aktionærerne i Panalpina.

»Som aktionær forventer vi, at bestyrelsen vil engagere sig med DSV på en konstruktiv og transparent måde og forhandle med god vilje for at opnå et resultat, som er i den bedste interesse for alle aktionærer,« skriver Artisan Partners, der har været Panalpina-aktionær i mere end et årti.

Artisan Partners opfordrer derudover til at udelukke ethvert bestyrelsesmedlem fra Panalpina, der har interessekonflikter i forhold til the Ernst Göhner Foundation.

For nylig udtrykte Panalpina-mindretalsaktionæren Franklin Templeton sig også positivt om DSV’s tilbud på 26,5 mia. kr.

Artiklens emner
DSV
Panalpina