På 60 dage kan du tabe alt, hvad du har vundet de sidste 25 år
De seneste 29 år har man kunnet tabe eller mangedoblet sit aktieafkast, hvis man har timet sine køb og salg forkert eller rigtigt. Det kan dog ikke lade sig gøre i realiteten, advarer Formuepleje.
60 dage. Mere skal der ikke til for at vende fuldstændig op og ned på afkastet over næsten tre årtier.
Alt efter om man handler aktier på det rette eller forkerte tidspunkt, kan det nemlig rykke pilen fra et tab i den ene ende til en stor gevinst i den anden. Det viser en opgørelse fra Formuepleje.
»Jeg er ikke overrasket. Hvis man kunne stå i tørvejr, mens det pisker ned, ville det være fantastisk. Men det at time sine investeringer er ubeskriveligt svært. Ingen i verden kan forudsige morgendagen,« siger Helle Snedker, der er kundedirektør i Formuepleje.
Opgørelsen går fra den 1. januar 1990 og frem til den 13. februar i år. Det er 10.638 dage svarende til lidt over 29 år.
I denne periode har S&P 500 Total Return Indeks (som viser kursudviklingen inklusive geninvesterede udbytter, red.) givet et annualiseret afkast på 9,61 pct. målt i dollars. Havde man været fuldt investeret i denne periode, ville 100 kr. være vokset til 1.445,92 kr.
»Hvem ville ikke være lykkelig for sådan et afkast? Hvis man var gået glip af de 10 bedste dage, så var der næsten gået 3 pct.point af det årlige afkast. Det er virkelig meget,« siger Helle Snedker.
Hvis man som investor havde været fuldt investeret i periode på nær de 60 bedste dage i de seneste 29 år, lyder afkastet på -0,05 pct. pr. år. Hvis man til at begynde med havde investeret 100 kr., ville man ved periodens afslutningen have stået tilbage med 98,44 dollars.
Fra Formuepleje lyder det, at man i stedet for at gå ud og ind ad markedet, skal lægge en plan for sin investering og følge den i stedet for at sælge ud under markedsuro, som den der prægede 4. kvartal i 2018.
»Når jeg taler med en kunde, der spørger til, om det er tid til at stille ud på sidelinjen, og jeg siger, at det ikke er det bedste, så tænker han, at det skal hun sige. Men hvis man havde svært ved at sove i slutningen af 2018, så havde man en for høj risikoprofil.« siger Helle Sendker.
Hvis man som investor havde været fuldt investeret i perioden på nær de 60 dårligste dage i de seneste 29 år, lyder afkastet på 20,83 pct. pr. år. Hvis man til at begynde med havde investeret 100 kr., ville man ved periodens afslutningen have stået tilbage med 24727,6 dollars.
»Det er vildt. Men man kan overhovedet ikke være sikker på at kunne ramme de dage, så hellere slå sig til tåls med 9,61 pct. om året,« siger Helle Snedker.