Svagere vækst i Europa, men endnu ingen recession
De seneste uger er der kommet en række nedjusteringer af forventningerne til den globale vækst. Som en form for deja-vu har én af de regioner, der har bidraget mest til nedjusteringerne, endnu engang været Europa, men i modsætning til eksempelvis under den europæiske gældskrise er Tyskland blandt dem, der lider mest. I slutningen af januar nedjusterede den tyske regering således deres skøn for tysk økonomi i 2019 fra 1,8 pct. til 1,0 pct. – en af de største nedjusteringer i mange år.
Nedjusteringen fra den tyske regering kom kun en uge efter, at IMF havde nedjusteret den forventede globale vækst fra 3,7 pct. til 3,5 pct., og blev fulgt op af nedjusteringer fra EU-Kommissionens vinterrapport på den europæiske økonomi. Her blev forventningerne til væksten i eurozonen nedjusteret ganske markant fra 1,9 pct. til 1,3 pct. i 2019 og fra 1,7 pct. til 1,6 pct. i 2020.
Mens IMF fastholdt deres forventninger til den amerikanske vækst, valgte de at opjustere den japanske vækst en smule og skære 0,3 pct. point af den europæiske vækst. Heraf blev forventningerne til italiensk og tysk økonomi nedjusteret med henholdsvis 0,4 pct. point og 0,6 pct. point i 2019. Samlet set forventer IMF 1,3 pct. vækst i Tyskland i år, mens EU-kommissionen forventer 1,1 pct. og tyskerne selv forventer 1,0 pct.
Ikke alle nøgletal fra Tyskland eller Europa er dog lige dårlige. Den indenlandske efterspørgsel ser fortsat fornuftig ud, hvilket afspejler sig i et fortsat pænt niveau for PMI-indekset og en forbrugertillid, der - trods tilbagefald i 2018 - fortsat er over niveauet før finanskrisen og faktisk steg en smule i sidste måned. Det er blandt andet drevet af et fald i arbejdsløsheden fra 12,1 pct. til 7,9 pct. over de seneste 5 år, og arbejdsløsheden er nu kun en smule over lavpunktet fra før finanskrisen – og faktisk under det lidt mere sammenlignelige niveau i perioden 2001-2006.
Alligevel har der været en udpræget svaghed i den europæiske vækst i 2. halvår 2018 med Italien i en teknisk recession og Tyskland tæt på en. Særligt sidstnævntes svaghed er bekymrende og problematisk, fordi Tyskland har været den sikre havn og det europæiske vækstlokomotiv igennem de seneste 10 år. Går Tyskland derfor ind i en længere periode med svaghed, vil det smitte af på andre svagere lande, der med den aktuelle skrøbelige, politiske situation risikerer at bevæge sig ind i en recession.
Spørgsmålet er, om vi er midt i en udvikling, der i sidste ende vil sende Europa ind i en ny recession, eller om der ’blot’ er tale om en ekstraordinær svag periode drevet at flere enkeltstående negative stød, der, når de finder deres løsning, efterlader den europæiske økonomi lidt svagere – men nogenlunde intakt?
Svaret på det spørgsmål skal (uheldigvis) hovedsageligt findes i national og international politik snarere end i underliggende makroøkonomiske forhold. Europa har først lige lukket det såkaldte ’output gap’. Det vil sige, at den europæiske økonomi fortsat overholder hastighedsgrænsen uden tegn på overophedning i økonomien og med ledige ressourcer til at forsætte fremgangen. Men med problemer i den tyske bilindustri, Brexit, international handelskrig, populisme og politisk opbrud i mange europæiske lande, er der nok usikkerheder, som kan påvirke tilliden blandt både forbrugere og virksomheder.
Rationelt set burde både handelskrigen og brexit-forhandlingerne finde en løsning, der er positiv for den globale økonomi – eller som minimum neutral, ligesom den tyske bilindustri må være tæt på en løsning på de problemer, som de har haft med test af nye emissionsstandarder. Findes der konstruktive løsninger på disse udfordringer, vil det placere en hånd under den globale økonomi, som med den tillidsskade, der allerede er sket, næppe slipper for svagere vækstrater i 2019, men som sandsynligvis gør, at vi ikke ender i en ny recession.
