Fortsæt til indhold

Lars Seier købte Parken-aktier for 220 mio. kr. - er klar til at investere mere

Det var attraktivt at holde FCK og Parken Sport & Entertainment på danske hænder, lyder det fra Lars Seier Christensen.

Investor

Lars Seier Christensen har betalt næsten en kvart milliard kroner for sin ejerandel i Parken Sport & Entertainment.

Helt præcist har Lars Seier Christensen via sit investeringsselskab Seier Capital betalt 222,7 mio. kr. for 22,55 pct. af aktierne i underholdningskoncernen, fortæller han på et pressemøde om sin investering.

Parken Sport & Entertainment driver fodboldklubben F.C. København, Danmarks største fodboldstadion Telia Parken og Lalandia.

»Jeg har fået tilbudt fodboldklubber før, men ikke på rette niveau eller med de rette muligheder. Det er attraktivt at holde klubben på danske hænder. Der kan komme en dag, hvor det vil give mening at frasælge eller splitte op, men det tidspunkt er ikke nu,« siger Lars Seier Christensen.

Han har købt aktieposten af LD, der tidligere har været meldt interesseret i at afhænde sin investering i Parken.

»Jeg tilbød, at andre aktionærer kunne købe en del af LD's aktiepost, så længe der var en meningsfyldt post til mig,« forklarer Lars Seier, der oplyser, at han på grund af sine andre engagementer ikke vil træde ind i bestyrelsen.

Hans private ven Erik Skjærbæk, der i forvejen er storaktionær i Parken, benyttede muligheden om at købe op i LD's aktiepost samtidig med Lars Seiers entré i underholdningskoncernen.

På pressemødet understregede Lars Seier, at han er FCK-fan, og at deltagelse i Champions League skal være »reglen og ikke undtagelsen.«

»Jeg er her for at vinde fodboldkampe og pokaler, men også for at styrke Parken økonomisk. Skulle der en dag blive brug for flere penge, så vil jeg også være parat til det,« siger Lars Seier.

Lars Seier har også gennem Seier Capital ejerandele i Michelin-restauranten Geranium, fodbold-app'en Kiggit og Rungsted Ishockey. Den kendte erhvervsmand var medejer af Jesper ’Kasi’ Nielsens smykkeeventyr Endless Jewelry, som gik konkurs i 2016.

Underholdningskoncernen kom ud af 2018 med et underskud efter skat på 167,8 mio. kr. De røde tal på bundlinjen skyldtes tab i forbindelse med salget af fitnesskæden Fitness.dk i sommeren 2018.

Artiklens emner
FCK