- Opdateret 01/04/2019 kl. 07:34
DSV og Panalpina enige om handel til 30 mia. kr.
Transportgiganten DSV køber den schweiziske konkurrent Panalpina.
Den danske transportgigant DSV er blevet enig med bestyrelsen i schweiziske Panalpina om en sammenlægning af de to selskaber. Det oplyser DSV i en meddelelse til fondsbørsen.
Købsprisen er 30,5 mia. kr. inklusiv gæld.
Panalpinas bestyrelse anbefaler Panalpinas aktionærer at acceptere tilbuddet fra DSV. Aktionærer, der ejer 69,9 pct. af Panalpinas udstedte aktier, har allerede forpligtet sig til at lade deres egne aktier indgå i handlen.
Blandt disse aktionærer er Panalpinas største aktionær, Ernst Göhner Foundation, samt Cevian og Artisan.
Hvis sammenlægningen gennemføres, bliver DSV og Panalpina en af verdens største transport- og logistikvirksomheder med en samlet omsætning på 118 mia. kr. og mere end 60.000 medarbejdere.
Samtidig vil DSV stille forslag om, at selskabets navn ændres til DSV Panalpina.
Panalpina har nu indstillet sine forhandlinger med den kuwaitiske Agility om et partnerskab, fortæller Peter Ulber, bestyrelsesformand i Panalpina.
»I det forløbne uger har Panalpinas bestyrelse og ledelse undersøgt forskellige strategiske muligheder og har haft drøftelser med DSV om en mulig sammenlægning. Det er bestyrelsens opfattelse, at det justerede tilbud fra DSV er yderst attraktivt,« siger han i fondsbørsmeddelelsen.
Kurt Larsen, bestyrelsesformand i DSV, er også begejstret.
»Det er et stærkt match på alle parametre. Panalpina er en fantastisk virksomhed, og vi er begejstrede for muligheden for at slå os sammen og byde Panalpinas dygtige medarbejdere velkommen,« siger han.
Den nuværende største aktionær i Panalpina, Ernst Göhner Foundation, bliver største aktionær i DSV Panalpina, hvis handlen går igennem. Ernst Göhner Foundation vil få en ejerandel på 11 pct. af den udstede aktiekapital.
»Som en nyskabende fond med et velgørende formål føler vi os meget trygge med den offentliggjorte løsning hvad angår både kvalitet og sikkerhed samt indtjeningsmuligheder. I Ernst Göhner Foundations ånd, ser vi som den største aktionær frem til at bakke op om DSV Panalpina,« siger Thomas A. Gutzwiller, formand for Panalpina-udvalget i Ernst Göhner Foundation.
DSV og Panalpinas dans har stået på siden begyndelsen af januar, hvor DSV bød 26,5 mia. kr. for sin schweiziske rival. Dengang afviste Panalpina tilbuddet, hvilket fik flere af de største aktionærer til at udtrykke utilfredshed omkring afvisningen.