- Artiklen opdateres
Efter handel til 30,5 mia. kr: Panalpina brager op på børsen
Aktien i Panalpina stiger med mere end 10 pct. efter, at det er kommet frem, at selskabet står til at blive købt af DSV.
Champagnepropperne springer hos aktionærerne i Panalpina. Aktien i det schweiziske selskab er braget op med mere end 10 pct. i dagens handel, efter at det mandag morgen kom frem, at selskabet står til at blive købt af danske DSV i en handel til 30,5 mia. kr.
Med dagens stigning er aktien i Panalpina steget med ca. 40 pct. siden årsskiftet, og de seneste 12 måneder lyder stigningen på mere end 52 pct.
DSV har igennem længere tid været interesseret i at overtage Panalpina, men der har været flere bump på vejen, hvor Panalpina har flirtet med kuwaitiske Agility. Men mandag morgen meddelte DSV i en fondsbørsmeddelelse, at den danske transportgigant er blevet enig med Panalpinas bestyrelse om en aftale.
»I de forløbne uger har Panalpinas bestyrelse og ledelse undersøgt forskellige strategiske muligheder og har haft drøftelser med DSV om en mulig sammenlægning. Det er bestyrelsens opfattelse, at det justerede tilbud fra DSV er yderst attraktivt,« lyder det fra Peter Ulber, bestyrelsesformand i Panalpina, i fondsbørsmeddelelsen.
Bestyrelsen i det schweiziske selskab anbefaler, at aktionærerne i Panalpina skal acceptere tilbuddet fra DSV. I meddelelsen fra DSV bliver det oplyst, at Panalpina-aktionærer, der ejer 69,9 pct. af Panalpinas udstedte aktier, allerede har forpligtet sig til at lade deres egne aktier indgå i handlen.
Blandt disse aktionærer finder man Ernst Göhner Foundation, der er Panalpinas største aktionær.
Hvis handlen bliver gennemført, resulterer det i, at DSV, som i forbindelse med handlen skifter navn til DSV Panalpina, bliver én af verdens største transport- og logistikvirksomheder med en samlet omsætning på 118 mia. kr. og mere end 60.000 medarbejdere.
»Det er et stærkt match på alle parametre. Panalpina er en fantastisk virksomhed, og vi er begejstrede for muligheden for at slå os sammen og byde Panalpinas dygtige medarbejdere velkommen,« udtaler Kurt Larsen, bestyrelsesformand i DSV.