Snapchat-aktien springer frem efter præsentation af nye tiltag
Amerikanske Snap Inc., der står bag billed- og beskedtjenesten Snapchat, har en god dag på børsen i New York fredag, hvor aktien tager et hop på 4,8 pct. kort efter handelsstart.
Ifølge Bloomberg News har en god stemning bredt sig blandt selskabets aktionærer, efter at Snap Inc. torsdag annoncerede en række nye produkter og serviceydelser, og flere analytikere er også positive over for selskabets planer.
Selskabet fortalte blandt andet, at det fremover vil gøre det muligt for brugerne af Snapchat at spille onlinespil direkte gennem appens beskedfunktion. Indtil videre har det sociale medie løftet sløret for seks skræddersyede spil, som vil blive tilgængelige i appen.
Snapchat har de seneste år fået hård konkurrence af sociale medier som Facebook og Instagram, der nu også giver brugerne mulighed for at dele billeder og videoer - de såkaldte "stories" - i en tidsbegrænset periode.
Snapchat har også kæmpet med at få tilført nye aktive bruger til det sociale medie det seneste år, og ifølge Bloomberg News har selskabet bag, der blev børsnoteret i 2017, også udvidet sin forretning til at omfatte videoer og underholdning for at tjene penge på selskabets brugere på en ny måde.
Sidste år begyndte selskabet eksempelvis at sælge reklamer af seks sekunders varighed, som brugerne ikke kan springe over, og de vil fremover køre i løbet af spillene. Torsdag præsenterede Snap Inc. også 10 nye "original serier" - heriblandt et dagligt nyhedsprogram fra Buzzfeed.
/ritzau/FINANS