Investor

Dyre aktier? Her er tre billige aktivklasser

Når man som investor én gang har brændt nallerne på en bestemt aktivklasse, kan det betyde, at man altid holder fingrene fra den. Det er næppe klogt.

David Bakkegaard Karsbøl, chefstrateg i Sparinvest.

Selvom Tyskland er et af de lande i verden, som har haft den laveste inflation siden Anden Verdenskrig, er tyskerne generelt også dem, som er mest bange for inflation og derfor i størst omfang støtter en stram pengepolitik. Det skyldes formentlig landets erfaring med utroligt destruktiv hyperinflation under Weimar-republikken.

Mange amerikanere, der voksede op under den store depression i trediverne, var i hele deres efterfølgende liv ekstremt sparsommelige, fordi de havde oplevet at miste arbejde og indkomst og skulle leve af opsparing. Saudiarabere har måske vænnet sig til et bekymrings- og i høj grad arbejdsfrit liv i fremgang båret af massive olieindtægter, men den dag olieboringerne tørrer ud, vil de formentlig have vanskeligere ved at omstille sig end andre landes befolkninger med samme levestandard.

Fælles for ovenstående betragtninger er, at mennesker, som er vokset op i en bestemt kultur eller oplever skelsættende begivenheder har det med at blive brændemærket af disse erfaringer. Dette gælder naturligvis mest for de grupper af individer, som har været direkte påvirket, mens disses børn eller børnebørn i højere grad uhildet kan vurdere noget.

Tilsvarende ser vi også, at generationer af investorer inden for den finansielle verden kan blive brændemærket af erfaringer, hvis disse har været tilstrækkeligt skelsættende. Hvis man som investor eksempelvis havde købt obligationer i starten af 1970’erne og oplevet, hvordan ens investering efterfølgende blev eroderet af kraftigt stigende renter og inflation, ville man nok, da renterne toppede i starten af 1980’erne have svoret, at man aldrig mere ville købe obligationer. Men det var dog alligevel på præcis det tidspunkt, man burde have gjort det.

Hvis man som aktieinvestor havde hoppet med på it-vognen i slutningen af 1990’erne, ville man i mange tilfælde have tabt 70-100 procent af sine investeringer og derefter svoret, at man aldrig ville investere i teknologiaktier igen. Men det var dog alligevel på præcis det tidspunkt, man burde have gjort det.

Hvis man som bestyrelse i en andelsboligforening havde indgået en swapaftale i 2006 som beskyttelse imod højere renter, ville man i de efterfølgende år have oplevet, at værdien af denne swapaftale som følge af de kraftigt faldende renter blev meget negativ, og at foreningens egenkapital ligeledes blev negativ. Man ville nok have svoret, at man aldrig skulle indgå swapaftaler igen. Men det var alligevel præcis det tidspunkt, man burde have gjort det.

Hvis man som langsigtet investor i 2007 havde tænkt, at aktier på langt sigt giver så godt et afkast, at en beskeden gearing (investering for lånte delvist midler) i porteføljen ville give mening, så ville man i 2008-2009 måske have tabt hele sine investering - og måske mere til. Der ville man nok have svoret, at man aldrig skulle geare igen. Men det var alligevel præcis det tidspunkt, man burde have gjort det.

Som langsigtet investor er det væsentligt at vurdere, hvordan de forskellige aktivklasser er prisfastsat i forhold til deres langsigtede udvikling.

David Bakkegaard Karsbøl, chefstrateg i Sparinvest.

Som langsigtet investor er det væsentligt at vurdere, hvordan de forskellige aktivklasser er prisfastsat i forhold til deres langsigtede udvikling. Men det er måske lige så væsentligt at overveje, hvilke aktivklasser der er blevet billige, fordi tilstrækkeligt mange andre investorer har brændt sig på den og svoret, at de aldrig mere vil havde noget med den at gøre. Ofte vil en sådan aktivklasse blive omgærdet af efterrationaliserende narrativer om, hvor dårlig den er, og hvorfor den skal være billig. Når man i dag ser ud over det finansielle landskab, er der ikke mange ting, der ser sådan ud, for der er ikke mange aktivklasser, der i de seneste år har skuffet deres investorer nævneværdigt. Umiddelbart kan jeg kun finde på tre.

Den ene er finansielle aktier, som handles meget billigt i forhold til deres indtjening og egenkapital. Det negative narrativ er her, at banker skal være billige, fordi de lever af at låne i det korte rentemarked og udlåne i det lange rentemarked. Når rentekurven derfor er flad (og lav), kan banker ikke tjene penge. Ser vi imidlertid ti år frem, er det vanskeligt at forestille sig, at rentekurven som gennemsnitsbetragtning ikke skulle være stejlere og banker dermed mere profitable.

Den anden aktivklasse er aktier i emerging markets. Her er det negative narrativ, at der er for meget korruption, dårlig governance i virksomhederne samt lav indtjeningsvækst. Ser vi imidlertid ti år frem, er det vanskeligt at forestille sig, at em-aktier ikke skal have haft en væsentligt højere indtjeningsvækst end aktier i udviklede lande. Dertil kommer den væsentligt lavere, nuværende prisfastsættelse.

Den tredje aktivklasse er råvarer, hvor de fleste investorer nok også må have givet op. Denne aktivklasse vil jeg dog ikke anbefale eksponering til, idet råvarer over det langt løb følger en nedadgående tendens. Dette bør svække interessen for aktivklassen, men de meget skuffende afkast i aktivklassen siden finanskrisen kan blive midlertidigt erstattet af overraskende høje afkast, hvis vi igen begynder at se en spirende inflation.

Læs også
Top job