Olieprisens himmelflugt truer næppe det globale opsving

USA’s udenrigsminister, Mike Pompeo, annoncerede anden påskedag, at sanktionerne mod Iran strammes. Hensigten er at tvinge iransk olieeksport i nul og sætte yderligere pres på regimet, som USA mener ikke overholder atomaftalen.

Da USA i efteråret indførte sanktionerne, fik en række lande lov til fortsat at importere iransk olie uden sanktioner. Det gjaldt bl.a. Kina, Japan, Indien og Tyrkiet. Det har betydet, at Iran har opretholdt en betydelig eksport. Men nu har USA valgt ikke at forlænge fritagelsen fra sanktioner, hvis disse lande importerer olie fra Iran efter den 2. maj.

Alene udmeldingen sendte olieprisen op med 5 pct. eller fire dollars pr. tønde. Stigningen kommer efter prishop på 20 dollars pr. tønde siden december. Olieprisen er nu steget 50 pct. på fire måneder. Kraftige og abrupte stigninger i olien har tidligere sat dybe spor i den globale vækst, men der er en række grunde til at være mindre bekymret.

Oliemarkedet har en række ventiler, der kan bidrage til at dæmpe prisudviklingen, når den bliver for voldsom. De vil virke og tage det værste tryk. Derfor ventes priserne ikke at være højere ved årets udgang end i dag.

Men først lidt baggrund. Selvom en stigning på 50 pct. lyder voldsom, så skal det ses i lyset af, at olieprisen inden da var faldet endnu voldsommere. I oktober nåede prisen op over 85 dollars, før global usikkerhed, frygt for recession og tiltagende uro på de finansielle markeder medvirkede til at sende den i gulvet. Hertil bidrog også en beslutning om forøget produktion fra oliekartellet Opec+. Det gjaldt ikke mindst fra saudierne, som havde lovet USA at kompensere for faldet i udbuddet, når sanktionerne på Irans olieeksport trådte i kraft i november.

Men Saudi-Arabien vidste tilsyneladende ikke, at en række lande måtte vedblive med at importere fra Iran ”sanktionsfrit”, hvorved markedet blev overforsynet med olie, og prisfaldet forstærkedes. Episoden gav interne spændinger i Opec, fordi saudierne overtog et andet Opec-medlems (Irans) produktionsramme.

På kort sigt kan olieprisen stige yderligere. For selvom der er stor usikkerhed om, hvorvidt fx Kina vil efterleve USA’s krav om at droppe iransk olie, så vil afslutningen på sanktionsfriholdelsen sandsynligvis dæmpe eksporten af iransk olie – også selvom vi næppe når i nul. Iran eksporterer i dag mindst 1,3 mio. tønder dagligt, mod over 2 mio. tønder et år tidligere. Der er gisninger om nogen skjult eksport, men ikke desto mindre er eksporten faldet.

Og oliemarkedet er i forvejen relativt stramt. Venezuela er på randen af kollaps og sanktionsramt, mens uro i Libyen har sat landets største oliefelt i stå. Samtidig besluttede Opec+ fra årets begyndelse at begrænse produktionen efter prisfaldet hen mod slutningen af sidste år. Her tager saudiaraberne broderparten af slæbet.

USA lagde med mandagens melding om ophør af sanktionsfritagelsen op til, at Saudi-Arabien igen skulle kompensere for Irans eksportnedgang, men saudierne er tilbageholdende. Dertil kommer, at den amerikanske højsæson er på trapperne. Hen over sommermånederne stiger efterspørgslen efter benzin kraftigt i USA, da folk kører mere i forbindelse med ferie og andre aktiviteter i perioden.

Væksten i den globale industri ventes også at tiltage hen over sommeren, da virksomhederne igen tør øge produktionen, efter at politiske risici (f.eks. handelskrisen og brexit) er dalet, og et skifte i global økonomisk politik i en mere ekspansiv retning også trækker op. Det kan øge efterspørgslen efter olie.

Men selvom Opec+ under ét har vist eksemplarisk disciplin, hvad angår overholdelse af udbudsbegrænsninger, så er der utilfredshed med de vedvarende begrænsninger, som mærkes på de offentlige finanser og det politiske råderum. Godt nok kommer prisen op, men der sælges også mindre olie, og når først prisen er kommet op i niveauer omkring 70-80 dollars pr. tønder, så begynder disciplinen at blive udfordret og enigheden om udbudspolitikken at smuldre.

Konkret er russerne blandt skeptikerne – eksemplificeret ved en i øjeblikket ringe overholdelse af deres produktionsloft. Her frygter man også at forære markedsandele til USA’s skiferolieproducenter, som ikke er en del af de aftalte begrænsninger. Dag for dag øger de deres betydning i markedet og udbudsbegrænsningerne medvirker til at løfte prisen til niveauer, hvor flere skiferolieprocenter bliver rentable. Den udvikling har medvirket til, at amerikanerne hele tiden øger produktionen og i dag – efter en fordobling over de seneste 10 år – er verdens største producenter med 12 mio. tønder dagligt mod saudiernes og russernes 10-11 mio. tønder.

Kommer prisen tilstrækkeligt højt op, så bør produktionsfremgang i USA og de interne uenigheder i Opec+ være blandt de ventiler, som ventes at lukke luften ud af olieprisen, inden den bliver blæst så højt op, at den bliver en alvorlig trussel mod det globale opsving.