Ambu-aktien fortsætter vild deroute efter topchef-skifte
Ambu er fortsat i fedtefadet på børsen mandag morgen, efter at aktien bragede ned med over 20 pct. fredag, da selskabet overraskende meddelte, at det skifter topchef Lars Marcher ud med Juan-José Gonzalez.
Skiftet sker allerede i denne uge, og investorerne bryder sig tilsyneladende langt fra om prioriteterne fra Ambu-bestyrelsen.
Fredag mistede aktien over en femtedel af sin værdi med et fald på 20,4 pct., og mandag morgen fortsætter blodbadet, idet Ambu falder med yderligere 5,9 pct. til 131,75 kr.
Dermed kan det samlede fald opgøres til lige over 25 pct. over de to dage.
ABG Sundal Collier har skåret sit kursmål for aktien til 155 kr. og sænket anbefaling til "hold" fra "køb", mens Nordea går endnu hårdere til værks og sænker anbefalingen til "sælg" fra "hold" med et kursmål på 139 kr.
Nedjusteringen begrunder Nordea med, at analytikerne over en bred kam ventes at revurdere deres estimater med ansættelsen af den nye topchef.
- Vi mener ikke, at den nye ledelse vil ønske at forpligte sig til den nuværende forventning i markedet om mere end 220 pct. EBIT-vækst frem til 2021/22, skriver Nordea i et notat.
/ritzau/FINANS