Investor

Hvad gør vi, når krisen kommer?

Handelskrigen mellem USA og Kina kan komme til at påvirke hele verdens økonomi.

Jens Nyholm, cheføkonom Spar Nord.

Igennem de seneste uger er frygten for en global recession – eller en større vækstafmatning – steget betydeligt. Bag den stigende frygt ligger den eskalerende handelskonflikt mellem USA og Kina. En konflikt, der nu kan betegnes som en egentlig handelskrig.

I en verdensøkonomi, som i de seneste årtier har fået meget af sin næring fra globalisering, ændrede forsyningskæder, stigende indkomster i EM-lande og stigende købekraft i I-lande, er det næppe nogen overraskelse, at hvis de globale forsyningskæder brydes, kan det få afgørende konsekvenser for tilliden blandt virksomheder, deres indtjening og investeringer – og i sidste instans også for beskæftigelse og forbrug.

Der er vi endnu ikke, men signalerne er utvetydige. For første gang siden 2016 faldt det globale PMI-indeks i maj til under 50 (49,8), hvilket er balancen mellem frem- og tilbagegang, og det er samtidig den laveste måling siden oktober 2012.

I 2016 var nedgangen drevet af kinesisk svaghed, mens den i 2012 var drevet af den europæiske gældskrise. Denne gang har faldet sin rod i både Kina og Europa, men ovenpå faldet i de amerikanske PMI/ISM indeks i maj også drevet af stigende bekymringer i den amerikanske industri.

For selvom USA kan fremvise nogle af de bedste nøgletal på verdensplan, så stiger bekymringerne omkring det faktum, at man i forvejen er langt inde (10 år!) i en ekspansion.

Tilbage i 3. kvartal 2008 gik USA i recession, men som de allerede et år efter kunne træde ud af igen. Samme situation gjorde sig gældende i Europa. Blot med den forskel, at Europa igen gik ind i en ny recession fra udgangen af 2011 til midten af 2013.

I mellemtiden er den amerikanske centralbank havnet i den (gunstige) situation, at de igennem de seneste fire år har været i stand til at forhøje renten. Sammenlignet med tidligere stramningsperioder er renten dog kun sat op med 2,25 procentpoint mod 4,25 procentpoint i den foregående stramningsperiode.

Dermed er Federal Reserve (Fed) i udgangspunktet kun 2,5 procentpoint fra at ramme 0,0 pct. i tilfælde af en ny recession, svarende til det halve af hvad renten blev sat ned med efter finanskrisen.

Hertil kommer, at USA kører med stigende underskud på de offentlige finanser og årligt lægger 7-900 mia. dollars oveni den i forvejen høje offentlige gæld. Vel at mærke i en økonomi, der kører tæt på fuld beskæftigelse.

At emnet er vigtigt blev for nylig understreget af en Fed-konference i Chicago dedikeret til netop den fremtidige pengepolitik. Her blev drøftet hvilke redskaber, Fed har til rådighed, hvis eksempelvis handelskrigen overfor Kina - muligvis udvidet til Europa og Mexico - trækker den amerikanske økonomi ind i en ny recession, på et tidspunkt hvor renten allerede er tæt på den såkaldte nul-grænse.

På konferencen slog centralbankchef Jerome Powell fast, at man nok ikke længere skulle benytte betegnelsen ”ikke-konventionel” om QE-programmerne. Underforstået: Der er ikke langt til 0-grænsen for renten, hvorfor Fed i fremtiden kommer til at benytte QE-programmer som et konventionelt pengepolitisk våben.

I Europa er den pengepolitiske situation betydeligt værre, mens der finanspolitisk er et større råderum efter 10 år med stram økonomisk politik. Konjunkturudviklingen har således endnu ikke understøttet en renteforhøjelse, og med en rente, der allerede er negativ, er der ikke noget at give af – med undtagelse af en ny runde QE eller nye låne-typer til bankerne.

Europa har dog et nogenlunde intakt våben i finanspolitikken – selvom det ikke i alle lande, som eksempelvis Italien, er lige potent. Spørgsmålet bliver dog, om man kan finde ud af at koordinere en lempelse, eller om EU-landene har for travlt med at beskytte egne interesser?

Selvom valget til Europa-Parlamentet ikke blev nær så anti-europæisk som frygtet, er europæisk politik blevet mere fragmenteret og konsensus sværere at få øje på. Kommer krisen, rettes blikket derfor nok engang mod ECB, som skal dykke virkelig dybt i redskabskassen for at finde noget, der kan vende skuden endnu engang.

Måske vi endnu engang bliver tvunget til at rette blikket mod kinesiske stimuleringer, hvis/når den næste nedgang kommer?

Læs også
Top job