Salgssnak og nedjustering: Her er dagens store vinder og taber på børsen
Mens Bang & Olufsen stiger markant på udmelding fra bestyrelsesformanden, dykker Rockwool markant efter nedjustering.
To selskaber skiller sig på godt og ondt ud i dagens handel på børsen. I den ene ender finder man Bang & Olufsen-aktien, der stiger med ca. 13 pct., mens B-aktien i Rockwool roder rundt i den anden ende af skalaen med et fald på mere end 14 pct.
Den markante stigning i Bang & Olufsen er blevet udløst af et interview i dagbladet Børsen. I interviewet åbner selskabets bestyrelsesformand, Ole Andersen, for et salg af det danske lydklenodie.
»Hvis vi skulle få en henvendelse, så lytter vi, men det vil jo i givet fald selvfølgelig også skulle diskuteres med aktionærerne. Det er vi forpligtet til,« siger Ole Andersen i interviewet, efter at han blev spurgt ind til, hvorvidt han er åben over for et muligt salg af Bang & Olufsen.
På trods af dagens stigning har aktien i Bang & Olufsen klaret sig elendigt på det seneste. Selskabet fra Struer har nedjusteret tre gange det seneste år, og det har resulteret i, at aktiekursen - inklusive dagens stigning - er faldet med næsten 70 pct. de seneste 12 måneder.
Faldet i Rockwool er blevet udløst af selskabets halvårsregnskab, der er blevet offentliggjort i dag. Isoleringsproducenten oplever svaghed på flere markeder, og det har fået selskabet til at nedjustere forventningerne til hele året.
Tidligere ventede Rockwool en vækst på 4-8 pct., men den er nu sænket til 2-5 pct.
»Vi har leveret et stærkt første halvår og et godt andet kvartal, hvor vi dog så nogle segmenter og regioner gå ned i fart og fortsat så volatilitet i markedet,« udtalte selskabets adm. direktør, Jens Birgersson, i forbindelse med regnskabet.
Hvis kursudviklingen holder dagen ud, vil aktien være faldet med mere end 17 pct. i år, når børsen lukker. Og de seneste 12 måneder vil der være skåret mere end 46 pct. af aktiekursen.


