Fortsæt til indhold

Livlinen til Santa Fe bliver kappet: Aktien styrtdykker

Kriseramte Santa Fe skal finde ny finansiering, efter at den svenske kapitalfond Proventus ikke længere vil låne selskabet penge.

Investor

Det kriseramte flyttefirma Santa Fe, som er resterne af det hæderkronede konglomerat ØK, bliver igen pryglet på børsen. Santa Fe-aktien er fra børsens åbning sendt ud i et styrtdyk på mere end 18 pct., og dermed er der skåret næsten 90 pct. af selskabets markedsværdi de seneste 12 måneder.

Dagens flugtforsøg fra investorernes side er blevet udløst af en fondsbørsmeddelelse, som selskabet sendte sent torsdag aften. Af den fremgår det, at selskabet mister sin livline.

Santa Fe har ikke fået en ny finansieringsaftale med den svenske kapitalfond Proventus på plads. Proventus har tidligere beskyldt Santa Fe for for at have brudt lånebetingelserne i et eksisterende lån på 38 mio. euro.

Santa Fe er uenig i den svenske kapitalfonds vurdering, og parterne har i den seneste tid forsøgt at nå frem til en ny aftale. Men det er ikke lykkedes, lød det torsdag aften fra Santa Fe.

Da lånet på 38 mio. euro udløber den 1. april næste år, skal Santa Fe nu forsøge at finde frem til en alternativ finansieringskilde.

»Indtil en ny finansieringsaftale er fundet, vil usikkerheden fortsætte for gruppen,« skrev Santa Fe i torsdagens meddelelse.

Proventus kastede en livline ud til Santa Fe i 2018, efter at flytteselskabet havde brudt lånebetingelserne i sine banklån hos Danske Bank og HSBC.

Santa Fe måtte tidligere på året udskyde offentliggørelsen af sit årsregnskab for 2018. Det skete, fordi selskabet genforhandlede sin låneaftale med Proventus.

Forløbet endte med, at lånet blev ændret. Tidligere havde det delvist en løbetid på op til seks år, men med den nye aftale skulle lånet betales tilbage den 1. april 2020. Aftalen betød til gengæld, at Santa Fe ikke skulle afdrage på lånet i hele 2019.

I forbindelse med forhandlingerne blev Santa Fe og Proventus enige om at gennemføre en omstrukturering af Santa Fe i et forsøg på at vende udviklingen i det kriseramte selskab. Omstruktureringen er opdelt i to faser, og ifølge Santa Fe kan fase 2 ikke gennemføres uden ny finansiering.

Santa Fe har heller ikke penge i kassen til at tilbagebetale det lån, som udløber til april næste år.

Artiklens emner
Santa Fe