Fortsæt til indhold

Efter historie om fusionssnak: Sydbank-aktien brager i vejret

Aktien i den pressede bank med hovedsæde i Aabenraa er én af dagens højdespringere på børsen.

Investor

Investorerne flokkes om Sydbank på børsen, og det har sendt aktien op med ca. 10 pct. i dagens handel. Den voldsomme kursreaktion kommer, efter at Finans torsdag aften kunne asløre, at der i august fandt et møde sted mellem toppen i Sydbank og konkurrenten Spar Nord.

På mødet blev det drøftet, om der var basis for at indlede samtaler om et fremtidigt samarbejde. Efter mødet rejste Torben Nielsen, forhenværende bestyrelsesformand, ifølge Finans' oplysninger spørgsmålet i bestyrelsen.

Ifølge Finans' oplysninger var det bl.a. spørgsmålet om, hvorvidt det var tid til at ændre Sydbanks strategi i forhold til fusioner, der medvirkede til, at Sydbanks bestyrelse blev sprængt. Der var ikke opbakning til at indlede drøftelser om en fusion, der på sigt kunne koste den sydjyske bank selvstændigheden.

Selv om de dele af bestyrelsen, der ville se på, om strategien var den rigtige, nu ikke længere er i banken, har historien bragt Sydbank-aktien ind på en andenplads over dagens højdespringere på børsen. Kun én enkelt aktie er steget mere end Sydbank i dagens handel.

Hvis udviklingen i Sydbank-aktien holder dagen ud, ændrer det ikke på, at det har været et hårdt år at være aktionær. Siden nytår er aktiekursen således faldet med mere end 25 pct., og det seneste år er der skåret næsten 39 pct. af kursen.

Sydbank vil hverken be- eller afkræfte, at mødet mellem Sydbank og Spar Nord har fundet sted.

»Vi kommenterer ikke rygter,« siger Søren Hansen Reumert, der er kommunikationsdirektør i Sydbank.

Artiklens emner
Sydbank