Novozymes-aktien stiger efter direktørs exit
Nyheden om Peder Holk Nielsens afgang har sendt Novozymes-aktien til tops i et grønt C25-indeks.
Aktionærerne reagerer positivt på nyheden om, at topchefen i Novozymes, Peder Holk Nielsen, stopper som adm. direktør i selskabet i begyndelsen af det nye år.
Kort efter fondsbørsens åbning steg aktien med 3,4 pct., og omtrent 30 minutter inde i dagens handel er Novozymes-aktien fortsat oppe med ca. 3 pct. og handles i en kurs omkring 307,4.
Novozymes oplyste tirsdag morgen i en fondsbørsmeddelelse, at Peder Holk Nielsen stopper som topchef efter 35 år i selskabet - herunder 25 år i ledelsen.
Novozymes oplyser, at en ny adm. direktør forventes på plads inden for kort tid.
»Tiden er endnu ikke helt inde til at sige endeligt tak til Peder, men bestyrelsen ønsker at anerkende hans store indsats i opbygningen af Novozymes og hans medvirken til at gøre det til en stærk, lønsom og bæredygtig forretning. Selskabet står i en meget stærk position til at levere bæredygtige løsninger og til at skabe innovation og vækst,« udtaler Jørgen Buhl Rasmussen, bestyrelsesformand i Novozymes, i en kommentar til meddelelsen.
Novozymes nedjusterede i sidste uge forventningerne til hele 2019. Det betyder bl.a., at væksten i bedste fald bliver flad sammenlignet med sidste år, og at den i værste fald bliver negativ.



