Fortsæt til indhold

Teknik sender aktie op med 730 pct. på børsen

Aktien i selskabet Blue Vision stiger markant efter flere ændringer i selskabet. For aktionærerne ændre det dog intet.

Investor

Det lille selskab Blue Vision stiger i dagens handel med mere end 700 pct., efter at der i den seneste tid er blevet foretaget flere ændringer i selskabet.

Fredag lukkede aktien i en kurs på 0,451 kr. pr. aktie, men da de første handler blev foretaget omkring klokken 12.40 i dagens handel, lød kursen på 3,740 kr. pr. aktie. En stigning på næsten 730 pct.

For du nuværende aktionærerne er der dog ikke tale om en voldsom stigning i deres værdier. Det skyldes ændringer i aktiekapitalen.

»Vi har fået en helt ny ledelse, og vi har fået en helt ny kapitalstruktur. Det betyder, at der er færre aktier, men de er blevet mere værd. Så det er en del ændringer i selskabet, der slår igennem,« siger Nicolai Kærgaard, der er bestyrelsesformand i selskabet.

Den 17. september oplyste Blue Vision i en selskabsmeddelelse, at der blev ændret på ledelsen og bestyrelsen.

Samtidig meddelte selskabet, der indtil da udelukkende investeret i ejendomsmarkedet, at det havde købt Heartcare, som ejede virksomhederne Contra og Aktiv Integration. Disse selskaber leverer beskæftigelses- og integrationsydelser til det offentlige.

Den 30. oktober blev der gennemført en kapitalnedsættelse i selskabet, og den 1. november blev det sidste punktum i ændringerne af selskabets kapitalstruktur sat. Her blev der gennemført en kapitalforhøjelse i forbindelse med købet af Heartcare.

I samme forbindelse oplyste selskabet, at det har en indre værdi pr. aktie på 5,41 kr. Inklusive et ikke-aktiveret skattemæssigt underskud lyder den indre værdi på 6,84 kr. pr. aktie, lød det fra selskabet.

Klokken 14.15 blev aktien handlet til en kurs på 3,750 kr.

»Så aktien bliver stadig handlet med en stor rabat i forhold til den indre værdi,« siger Nicolai Kærgaard.

Artiklens emner
Blue Vision
Nicolai Kærgaard