Ørsted: Den grimme ælling blev en meget smuk svane
Tiderne skifter nogen gange så hurtigt, at dem, som var gasblå i hovederne over Goldman Sachs' indtog i det daværende Dong, kan have glemt fortiden for Ørsted. Selskabet er nu 300 mia. kr. værd.
Transformationen fra det overvejende sorte Dong Energy over det ”først og fremmest” grønne Ørsted har været en gigantisk succes. Det er bl.a. også historien om den grimme ælling, som bliver til den smukke svane. Men det er meget mere end det.
For syv år siden var Ørsteds succes ikke en given ting. Rent faktisk hed selskabet slet ikke Ørsted, men Dong. Dagsordenen bestod af problemer. Gælden var stor, og efter en nedskrivning var egenkapitalen så lille, at der på et uheldigt tidspunkt var brug for en rekapitalisering.
”Rekapitalisering” er et smart finansielt udtryk, som kan finde anvendelse, når et selskab har finansielle lommesmerter. Når kapitalstrukturen ikke kun har brug for en make-over, men når der skal ske noget drastisk og meget radikalt.
Det skulle der i 2013, og Goldman Sachs kom ind i ejerkredsen sammen med pensionskassekapital fra ikke mindst ATP og PFA. To år senere havde det haft politiske konsekvenser, Dongs pengekasse var blevet fyldt op; skænderierne havde ikke helt lagt sig helt endnu, men tingene var begyndt at gå i den rigtige retning.
Det er svært at forestille sig, at der kommer noget særligt godt ud af at blande politik og økonomi. Det bliver til en form for et ubagt farsbrød med ingredienser, som ikke hver for sig er særlig appetitlige, og som sammen gør mere skade end gavn. Det er der desværre alt for mange eksempler på.
Heldigvis er det sådan, at politikerne over lange perioder laver mindre skade, end deres udtalelser og stemmeføring kunne give indtryk af. Dong fik sine penge, Goldman Sachs fik af flere omgange solgt ud af sin investering, og efter et besøg hos en numerolog kom Ørsted til verden.
Faktum er i dag, at hele investeringsverden elsker Ørsted. At selskabet med en aktuel børsværdi på noget over 300 mia. er en gigantisk succes. At Goldman Sachs’ i den store sammenhæng kun tjente under 10 pct. af den værdi, som Ørsted har i dag, alene vurderet ud fra statens lidt mere end 50 pct. ejerandel af de mere end 300 mia. rare markedsværdikroner.
Vi hørte meget om Dong og Goldman Sachs dengang. I dag er Goldman Sachs som buzzword skiftet ud med ”grøn omstilling”; ”global førerrolle”, rettidig omhu og at grønt kan være profitabelt og ”rigtigt”på samme tid.
Tiderne skifter. Nogen gange så hurtigt, at dem, som var gasblå i hovederne, kan have glemt tiden før Ørsted og allerhelst vil have slået en stor streg over det, så man ikke i arkiverne kan genfinde det. Den grimme ælling er blevet til en meget smuk svane.




