Norwegian falder drastisk på børsen
Flyselskabets aktie falder torsdag eftermiddag med 25 pct. og er nu på det laveste niveau siden efteråret 2008.
Den norske flyselskab Norwegian dykker kraftigt på børsen.
Tidlig torsdag eftermiddag er aktien nede med 25 pct. på børsen i Oslo, og handles til en kurs lige over 17 norske kroner.
Dermed har aktien ramt sit laveste niveau siden efteråret 2008 og er faldet med mere end 50 pct. alene denne uge.
Kursfaldet kommer til trods for, at Norwegian torsdag morgen har udsendt en fondsbørsmeddelelse, hvor flyselskabet skriver, at det fastholder forventningerne til året. Norwegian meddelte den 13. februar, at selskabet forventer et overskud for hele året.
Norwegian er den næststørste kunde i Københavns Lufthavn efter SAS. Flyselskabet havde i 2018 år knap 6 mio. passagerer i lufthavnen, hvilket svarer til en andel på 18 pct.
Norwegian har de seneste år været presset på økonomien, hvilket også har sendt aktiekursen til tælling. Alene siden foråret 2018 er aktien faldet med næsten 90 pct.
En kraftig ekspansion de seneste år har presset Norwegians forretning, samtidig med at flyselskabet har haft store problemer med sine Dreamliner-fly og fly af typen Boeing 737 Max.
Sidstnævnte har ikke været på vingerne siden marts sidste år, fordi flytypen i 2018 og 2019 var involveret i to fatale flystyrt i Indonesien og Etiopien, der kostede flere hundrede mennesker livet.
I alt 18 Norwegian-fly har været ramt af flyveforbuddet, hvilket har betydet, at Norwegian har været nødsaget til at leje fly som reserve. I alt kostede flyveforbuddet Norwegian 740 mio. kr. sidste år, og lavprisselskabet håber tidligst, at flyene kan være tilbage på vingerne til september.
Samtidig er Norwegian, ligesom resten af flybranchen, ramt af frygten for coronavirus.
Det har presset likviditeten, hvilket har ført til spekulationer om, at Norwegian kunne være på vej med en aktieemission for at få mere luft i økonomien. Ved udgangen af fjerde kvartal var der 3,1 mia. norske kr. i kassen.
Norwegians seneste årsregnskab, der blev præsenteret i midten af februar, viser, at flyselskabet kom ud af 2019 med et underskud på 1,7 mia. norske kroner, hvilket svarer til 1,2 mia. danske kroner.

