Nordea: Federal Reserve kan ikke redde aktierne
Det er ikke tiltag fra centralbanken i USA, men i stedet inddæmningen af virussen, der skal redde aktiemarkederne fra fald.
Federal Reserve kan ikke redde aktiemarkederne fra nye fald. Sådan lyder det i en ny note fra Nordea, efter at Federal Reserve i sidste uge trykkede på noget, der minder om panikknappen og sænkede sin ledende rente med 0,5 pct.point uden for den normale møderække.
Nøglen til at vende udviklingen på finansmarkederne skal i stedet findes hos ligger myndighederne i Vesten, lyder det fra Nordea.
»Når Federal Reserve tidligere har måtte ty til nødrentenedsættelser mellem rentemøder, har det som regel været forbundet med markante krisetegn på aktiemarkederne. Aktierne bliver næppe reddet bare af pengepolitik,« skriver Andreas Steno Larsen, der er global chefstrateg i Nordea.
Rentesænkninger af denne art og størrelse har der været seks af fra 2000 til og med 2019, og ifølge Nordea har det generelt ikke kunnet holde aktiemarkederne oppe.
Efter de seks rentenedsættelser var aktiemarkedet i gennemsnit faldet med ca. 13 pct. et år senere. Kun i et enkelt tilfælde var aktiemarkedet steget efter den akutte rentenedsættelse.
»Man kan med rette anklage dette for at være en sammenligning af æbler og pærer, men omvendt kan man lidt polemisk også spørge, hvad man skal bruge en lavere rente til, hvis man alligevel sidder i karantæne derhjemme? Derfor er der også begrundet mistro til at rentenedsættelser vil virke denne gang,« skriver Andreas Steno Larsen, der samtidig peger på, at det vil føre til yderligere fald på aktiemarkederne, hvis centralbanken i USA med de næste tiltag ikke lever op til forventningerne fra markedet.
Det, der ifølge Nordea skal vende udviklingen på finansmarkederne, er smittespredningen. I noten har Storbanken set på den registrerede smittespredning i Kina kontra smittespredningen Vesten. I Kina svarer antallet af registrerede med Covid-19 til 0,006 pct. af den samlede befolkning. For Italien ligger tallet på 0,0152 pct.
»For nuværende er der få tegn - hvis nogen overhovedet - på at smittetempoet i f.eks. Italien er aftagende. Udviklingen af smittetilfælde er fortsat eksponentiel og Italien har nu mere end dobbelt så mange smittede som procent af befolkningen end Kina har,« skriver Andreas Steno Larsen.
Italien tidligere været opdelt i zoner alt efter, hvor udbredt smitten i de enkelte dele af landet, var. I weekenden blev de nordlige dele af Italien lukket ned, og mandag aften meddelte premierminister Giuseppe Conte, at tiltagene blev udvidet til resten af landet.
»De drastiske karantænetiltag i Italien kommer forhåbentlig til at inddæmme virusspredningen inden for nogle uger, men der er fortsat ikke mange tegn på, at situationen for alvor er under kontrol i hverken Europa eller USA. Markedet vil lede efter disse tegn, før roen kan indfinde sig« skriver Andreas Steno Larsen.
Mandag faldt kurserne på alverdens børser meget voldsomt. Tirsdag er der stigninger, men det ændrer ikke på, at udviklingen i C25-indekset siden nytår har været negativ.


