Sydbank: Aktier ser nu mere attraktive ud
Selv om afkastpotentialet er steget, er tiden med udsving ikke ovre, lyder det fra Sydbank.
De fald, som coronavirussen har kastet alverdens finansmarkeder ud i, har været så store, at potentialet for afkast er steget.
Sådan lyder det i en analyse fra Sydbank, der har været sit afkastbarometer på seks af syv markeder igennem.
Banken er blevet mere overbevist om, at verdensøkonomien kommer op i gear i andet halvår - når virussen er kommet under kontrol - som følge af de store hjælpepakker, som centralbanker og regeringer har spændt ud under økonomien.
»I det lys ser afkastpotentialet på de globale aktier nu mere attraktivt ud efter store kursfald i de seneste måneder. Kan centralbankerne med seddelpresserne og regeringerne med store hjælpepakker lykkes med en økonomisk genrejsning og overbevise investorerne om, at vi kan undgå en konkursbølge og en langvarig recession efter Covid-19, så er afkastpotentialet på de globale aktier forbedret i forhold til tidligere,« skriver Jacob Pedersen, aktieanalysechef i Sydbank, i analysen.
Afkastpotentialet er ifølge Sydbank steget for globale aktier, europæiske aktier, aktier i emerging markets som helhed, aktier i Fjernøsten, latinamerikanske aktier og danske aktier. For amerikanske aktier har afkastpotentialet ikke flyttet sig.
Selv om afkastpotentialet er steget, er det ikke ensbetydende med, at det hele vender fra den ene dag til den anden.
»Vi gør os ingen illusion om, at aktiefesten bliver skudt i gang lige nu, fordi vi løfter til grønt afkastbarometer, men der er faldet mere ro på de finansielle markeder i den seneste uge, og det er tid til at tage bestik af, hvad der venter, efter at Covid-19 slipper sit tag,« skriver Jacob Pedersen.
Derfor vil der stadig være udsving på finansmarkederne i den kommende tid.
»På kort sigt er der således udsigt til en negativ nyhedsstrøm med smittespredning i USA og Latinamerika – og en perlerække af dårlige regnskaber og nedjusteringer. Aktieinvestorerne vil derfor stadig være nervøse, og vi kan ikke udelukke kursfald på kort sigt i et aktiemarked, hvor udsvingene stadig vil være væsentlig større end normalt,« skriver Jacob Pedersen.

