Grøn start på amerikansk aktieuge - Abbott til vejrs på coronatest
Det amerikanske aktiemarked indleder ugen med stigninger mandag og kommer dermed godt igen, efter at udtalte fald fredag afsluttede en ellers positiv aktieuge.
De tre toneangivende indeks, S&P 500, Dow Jones og Nasdaq, stiger 0,7 til 1,1 pct. i første minutters handel.
Fremgangen kommer på trods af, at USA's præsident Donald Trump natten til mandag sagde, at de tiltag der er indført i hovedstaden Washington D.C. for at skabe fysisk afstand mellem mennesker og bekæmpe coronakrisen, forlænges til den 30. april. Han sagde desuden, at selv om 100.000 er et skrækkeligt tal, så har USA gjort det godt, hvis dødstallet som følge af virusset kan holdes mellem 100.000 og 200.000.
Mandagens fremgang følger fald fredag, hvor det brede S&P 500-indeks lukkede 3,4 pct. lavere. Indekset er 24,9 pct. fra den seneste rekord, men steg dog 10,3 pct. i den forgangne uge.
Dow Jones-indekset bakkede fredag med 4,1 pct., men indekset fik sig en gevinst henover ugen på 12,8 pct. Endelig blev det fredag til et minus på 3,8 pct. til teknologiaktierne på Nasdaq, som siden forrige fredag er steget med 9,1 pct.
Hos Bernstein er man dog mistænksom, og mener, at amerikanske aktier kan falde på ny, skriver Bloomberg.
- Vi står stadig over for massiv usikkerhed om længden af nedlukningen i en række væsentlige økonomier, skriver aktiestrateg Inigo Fraser-Jenkins i et notat.
Medicinalvirksomheden Abbott Laboratories går en lovende mandag i møde, efter at de amerikanske sundhedsmyndigheder, FDA, har givet en hastegodkendelse af en test, der kan spore coronavirus på bare ned til fem minutter.
Mens det tager fem minutter at nå frem til et positivt testresultat, så kan det transportable testudstyr, der er på størrelse med en brødrister, vise negative testresultater inden for 13 minutter, fremgår det af en meddelelse fra selskabet.
Selskabet planlægger at levere nogle af de første kits i løbet af denne uge, og at fremstillingskapaciteten vil blive skaleret op til at nå 50.000 test om dagen.
- Dette er selskabets anden test til at modtage "Emergency Use"-godkendelse hos FDA for Covid-19-sporing, og kombineret forventer Abbott at producere omkring 5 mio. test om måneden, skriver selskabet, der stiger 12,5 pct. fra åbningen.
Der er også coronanyt om Amazon, der kan blive ramt af en strejke i et varehus i Staten Island i New York, fordi medarbejderne mener, at faciliteten bør lukkes i mindst to uger og rengøres som følge af risiko for smitte. Det rapporterer Bloomberg. Aktien i Amazon stiger ikke desto mindre 1,3 pct. fra åbningen.
Blandt olieaktierne falder Exxon og Chevron med henholdsvis 0,3 pct. og 0,7 pct. Prisen på en tønde af den amerikanske referenceolie, WTI, falder mandag yderligere 6,6 pct. til bare 20,10 dollar, da det stadig ikke er lykkedes Rusland og Organisationen af Olieeksporterende Lande at enes om at skære produktionen. Trump siger til Fox News, at han planlægger et telefonmøde med Ruslands præsident, Vladimir Putin, om situationen på oliemarkedet.

