Danske aktier i pænt hop - den positive stime fortsætter
Samtlige aktier i C25-indekset stiger fra morgenstunden.
Det danske aktiemarked fortsætter med at rejse sig mere og mere, efter at coronavirussen sendte alverdens aktiemarkeder mod kanvassen. Mandag lukkede det ledende danske aktieindeks, C25, med en stigning på 2,67 pct., og i de første minutter af dagens handel er det store indeks steget med mere end 3 pct.
Alle 25 aktier i det ledende indeks stiger. I toppen finder man Rockwool, som stiger med mere end 6 pct. I den anden ende af indekset ligger Chr. Hansen, som er steget med lidt mere end 1 pct. i dagens handel.
Mandag lukkede de store indeks i USA med stigninger på mellem 3,19 og 3,96 pct. På de asiatiske markeder var retningen den samme fra morgenstunden dansk tid. Og udviklingen har altså spredt sig til aktiemarkederne i Europa.
»Nu tør investorerne tro på, at aktiebunden er passeret, men større daglige udsving og tilbagefald er stadig mulige og sandsynlige,« skriver Per Hansen, der er investeringsøkonom i Nordnet, i en kommentar.
Hvis udviklingen i C25-indekset holder dagen ud, vil faldet siden årsskiftet være reduceret til lige under 9 pct. Samtidig vil det store indeks være steget med mere end 15 pct. den seneste uge.
»Investorer føler sig nogenlunde komfortable med, at aktiebunden blev nået mellem den 17. og 19. marts. Det var tiden, hvor Vix-indekset pludselig spikede til niveau 82,« skriver Per Hansen.
Vix-indekset bliver betegnet som frygtens indeks, og det viser den forventede volatilitet i S&P 500-indekset. Det ligger aktuelt i et niveau omkring 57, som dog stadig et meget højt niveau.
»De kommende dage vil der fortsat være fuld fokus på smittespredningen og dødsfald i Italien og USA. Det, som kan komme til at være investorernes næste udfordring, er, at samfund ikke bare tøes op og lukkes helt op fra den ene dag til den anden,« skriver Per Hansen.

