Fortsæt til indhold

Chefen for verdens største investor om coronakrisen: Jeg har aldrig oplevet noget lignende

Konsekvenserne af coronavirussen vil ikke kun have kortvarige effekter, lyder det fra topchefen i Blackrock, der er verdens største kapitalforvalter.

Investor

Larry Fink har været flere årtier i finanssektoren. Dermed har han oplevet voldsomme begivenheder som under finanskrisen, dot.com-boblen og black monday i 1987, hvor Dow Jones-indekset faldt med mere end 20 pct. på én dag.

Alligevel skiller coronakrisen sig ud for topchefen i Blackrock, der med næsten 7 billioner dollars under forvaltning er verdens største kapitalforvalter.

»I mine 44 år i finanssektoren har jeg aldrig oplevet noget lignende.«

Det skriver Larry Fink i sit årlige brev til den børsnoterede kapitalforvalters aktionærer.

»Udbruddet har påvirket de finansielle markeder med en voldsomhed, som normalt kun ses under en klassisk finanskrise,« lyder det videre fra Larry Fink.

Larry Fink var med til at grundlægge Blackrock tilbage i slutningen af 1980'erne. I dag er Blackrock verden største kapitalforvalter. Foto: AP Photo/Evan Vucci

Det er dog ikke kun finansmarkederne og væksten på kort sigt, der er blevet ramt af virussen.

»Den har udløst en revurdering af mange af antagelserne om den globale økonomi såsom vores forelskelse i forsyningskæder, hvor varerne først bliver leveret, når der præcist er brug for dem,« lyder det fra Larry Fink.

»Og mennesker overalt har gentænkt måden, vi arbejder, handler, rejser og samles. Når denne krise er ovre, vil verden være anderledes. Investorernes psykologi vil have ændret sig. Erhvervslivet vil ændre sig. Forbruget vil ændre sig. Og vi vil være mere afhængige af vores familier og hinanden i forhold til vores tryghed og sikkerhed,« skriver Larry Fink.

På trods af de voldsomme effekter af virussen er topchefen dog overbevist om, at økonomien nok skal rejse sig igen.

»Centralbankerne har handlet hurtigt for at løse problemerne på kreditmarkederne, og regeringer handler aggressivt for at komme med finanspolitisk stimuli. Reaktionerne er meget påvirket af verdens oplevelse under finanskrisen i 2008. Jeg tror også, at reaktionerne nu sandsynligvis vil være mere effektive og fungere hurtigere, da der ikke er de samme strukturelle udfordringer som for 10 år siden,« skriver Larry Fink.

I den seneste tid har både de amerikanske, europæiske og det danske aktiemarked rettet sig. Men ifølge Larry Fink er det for tidligt at sige, om situationen på finansmarkederne er vendt.

»Det er umuligt at vide det. Der vil komme betydelige udfordringer for virksomheder med stor gæld, og hvis regeringerne ikke er omhyggelige med udformningen af deres hjælpeprogrammer, vil den økonomiske smerte ramme de mest økonomisk sårbare individer hårdere,« lyder det fra Larry Fink.

Artiklens emner
BlackRock
Larry Fink