Oliepriserne på vej mod største kvartalsvise fald nogensinde
Oliepriserne stiger en smule tirsdag, men det ændrer ifølge Bloomberg News ikke på det faktum, at de er på vej mod det største kvartalsvise fald nogensinde.
Prisen for en tønde af den europæiske referenceolie, Brent, til levering i maj er tirsdag middag 23,43 dollar mod 22,23 dollar mandag eftermiddag.
En tønde af den amerikanske WTI-olie til levering på samme tidspunkt handles i 21,38 dollar mod 20,29 dollar.
Det er siden årsskiftet et fald i future-prisen for Brent på cirka 64 pct., mens WTI-prisen er faldet knap 67 pct.
På tønder til levering her og nu fortsætter priserne ifølge Bloomberg News med at falde.
Her faldt prisen for Dated Brent, som prissætter omkring totredjedele af verdens aktuelle tønder, mandag til 17,79 dollar, hvilket var en del under future-prisen. Det store prisfald er kommet på grund af en overkapacitet på markedet.
Blandt andet er Organisationen for Olieeksporterende Lande (OPEC) ikke lykkedes med at blive enige om yderligere produktionsnedskæringer.
Rusland stillede sig i starten af marts i vejen, hvilket fik Saudi-Arabien til at sænke priserne og varsle massive produktionsløft i april.
Derudover har den verserende corona-pandemi og de dertilhørende restriktioner for virksomheder og privatpersoner sendt efterspørgslen på olie markant ned.
/ritzau/FINANS