Nordea dropper udbyttet for 2019 - enig i ECB's beslutning
Nordea Banks bestyrelse foreslår at droppe de oprindelige planer om et udbytte for regnskabsåret 2019. Bestyrelsens beslutning kommer på baggrund af en melding fredag aften fra Den Europæiske Centralbank om, at bankerne i eurozonen, herunder Nordea med hovedsæde i Finland, ikke skal betale udbytte eller foretage tilbagekøb af aktier inden den 1. oktober 2020.
Det er en anbefaling, som Nordeas bestyrelse bakker op om, fremgår det af en meddelelse fra banken tirsdag aften.
- I lyset af Covid-19-pandemien og den afledte anbefaling fra Den Europæiske Centralbank (ECB) fra 27. marts 2020 har Nordeas bestyrelse besluttet at foreslå en udskydelse af beslutningen om udbyttebetaling for regnskabsåret 2019 og dermed at ændre sit forslag om udbyttebetaling til den ordinære generalforsamling, der planlægges afholdt 14. maj 2020, hedder det.
Bankens ledelse foreslår i stedet, at generalforsamlingen godkender muligheden for udbetaling - i en eller flere rater - af udbyttet på 0,40 euro per aktie efter den 1. oktober 2020, hvis ellers ECB til den tid har ændret holdning i spørgsmålet.
- Nordea er en af de mest velkapitaliserede banker i Europa. Bestyrelsen anerkender dog den usikkerhed, der er forårsaget af Covid-19, og er enig i behovet for, at alle banker tager skridt for at understøtte samfundet og økonomien i Europa.
Nordea havde i forvejen i forbindelse med sit årsregnskab sænket det foreslåede udbytte til 0,40 euro per aktie for 2019 mod 0,69 euro i 2018.
/ritzau/FINANS