Nordea trodser største coronaudbrud: Tror på amerikanske aktier
Amerikanske aktier skal fylde en stor del af porteføljen, lyder det fra Nordea.
USA er det land i verden med suverænt flest registrerede tilfælde af Covid-19, og de største amerikanske aktieindeks har været sendt til tælling, men det er ikke ensbetydende med, at man som investor skal trække sine penge tilbage fra den anden side af Atlanterhavet. Tværtimod, lyder det fra Nordea.
I den nordiske storbank anbefaler man i øjeblikket, at man holder fast i de amerikanske aktier, og at de faktisk skal udgøre halvdelen af porteføljen. Altså skal de fylde mere i porteføljen end normalt.
»Når vi anbefaler en overvægt af amerikanske aktier, så skyldes det, at USA stimulerer mest af alle – både på den finans- og pengepolitiske front, så på bagsiden af virusudbruddet, forventer vi omfattende medvind,« skriver Andreas Østerheden, chefstrateg i Nordea, i en kommentar.
Den amerikanske centralbank, Federal Reserve (Fed), har iværksat det ene pengepolitiske program efter det andet, og senest har det fjernet sit eget loft over, hvor mange obligationer den kan købe. Med andre ord kan den købe ligeså mange obligationer, som den finder nødvendigt for at tandhjulene på finansmarkederne ikke løber tør for smørelse.
Samtidig er der fra politisk hold blevet vedtaget en enorm hjælpepakke, som har til formål at holde hånden under den amerikansk økonomi, som er hårdt ramt af forsøgene på at stoppe spredningen. Torsdag viste tal således, at 6,6 mio. amerikanere meldte sig ledige. Det er end fordobling i forhold til ugen inde, hvor tallet lå på 3,3 mio. Begge tal var med flere længder rekorder.
I Nordea understreger man, at der kan komme yderligere kursfald, inden tingene vender. Men chefstrategen venter, at de amerikanske aktier vil stige hurtigt, når det begynder at gå fremad.
»Hvis der bliver solgt på markederne, kan USA bliver ramt med samme kraft som resten af verden. Der er ikke noget, der tyder på, at amerikanske aktier skulle blive forskånet i tilfælde af nye kursfald. Men vi forventer et hurtigt rebound, hvis det sker,« lyder det fra Andreas Østerheden.

