Fortsæt til indhold

Ambu tordner op og trækker C25 i et plus på 1,5 pct.

Det ledende indeks C25 ligger efter en times handel med enstigning på 1,5 pct. og med Ambu i spidsen.

Investor

De store danske aktier i C25-indekset stiger som reaktion på, at de amerikanske aktier i går leverede den største stigning på en enkelt dag siden den 24. marts.

C25 åbnede morgenen med en stigning på 2,5 pct, men det er efter en times handel dæmpet lidt til en fremgang på 1,5 pct.

I toppen ligger Ambu, ISS og Mærsk-aktierne.

Interessen og stigningen i Ambu var så stor, at aktien blev sendt i forlænget auktion, og den lå en overgang til en stigning på over 24 pct. Efter en times handel er fremgangen på 17 pct.

Ambu nyder godt af en bivirkning af smittefaren med coronavirus og har oplevet en stor vækst i salget af sine engangsendoskoper.

»Medicoselskabet forudser nu også et salg på "mere end" 1 mio. enheder i hele det skæve regnskabsår, der slutter ved udgangen af september. Tidligere var forventningen "omkring" 900.000,« skriver Ritzau..

De amerikanske aktier i det store Dow Jones indeks lukkede i går med en stigning på 7,7 pct., mens SP 500 lukkede 7 pct. højere. Også det teknologitunge indeks Nasdaq steg markant og lukkede med et plus på 7,3 pct.

Stigningen fra USA forplantede sig fra morgenstunden til de asiatiske markeder som er de første til at reagere på udsvingene i USA.

Japans Nikkei indeks steg med 2,3 pct., mens den Sydkoreanske Kospi gik frem med 1 pct. Hongkongs Hang Seng-indeks lagde 1,1 pct. til mandagens lukning ved 14-tiden lokal tid.

I USA lå futures til et fald umiddelbart efter den store stigning. Men de er vendt rundt, og Dow futures ligger kl. 10 til en stigning på omkring 2,4 pct.

På dette tidspunkt - hvor USA er lukket - er der imidlertid ofte meget store udsving i futures.

Artiklens emner
S&P Dow Jones Indices