Torsdagens obligationer: Renterne vendte rundt og endte med lille fald
I takt med at noget af gassen også gik af ballonen på aktiemarkedet, sivede de danske statsrenter ud på eftermiddagen, og så endte det hele med et lille rentefald.
Torsdagen startede ellers med tendens til stigende renter oven på et stort dyk onsdag, hvor aktierne også raslede ned efter blandt andet meget svage amerikanske nøgletal.
Renten på den toneangivende tiårige statsobligation herhjemme faldt med 2 basispoint til minus 0,23 pct.
Torsdagens store makrobegivenhed var opgørelsen af nytilmeldte ledige fra USA, og den overraskede positivt ved at vise en tilgang på 5,245 mio. nye ledige i sidste uge, mens økonomerne ifølge estimater fra Bloomberg News havde ventet 5,5 mio. nye ledige.
Det var samtidig et markant fald fra de 6,6 mio. nye ledige, der var udfaldet ugen før.
Alligevel har antallet af tabte job nu allerede oversteget jobtabet under finanskrisen, og samtidig viste et par andre nøgletal sig også skuffende torsdag, hvilket var med til at holde usikkerheden inde i markedet.
Særligt Philadelphia Fed-indekset over erhvervsaktivitet skuffede fælt i sin opgørelse for april, hvor det faldt til sit laveste niveau siden 1980.
Indekset blev opgjort til minus 56,6 mod ventet minus 32,0 blandt økonomerne og minus 12,7 måneden før.
/ritzau/FINANS