Tirsdagens obligationer: Rentefaldet fortsatte efter tyske tillidstal
De danske statsrenter faldt en smule tirsdag, hvor risikovilligheden på de finansielle markeder var afdæmpet.
I USA faldt aktierne tungt mandag som følge af blandt andet et totalt kollaps i oliepriserne. Tirsdag ved dansk børslukketid var stemningen igen negativ på både de amerikanske og europæiske aktiemarkeder.
Det var med til at sætte fokus på den relative sikkerhed, som statsobligationerne tilbyder.
Den benyttede investorerne tilsyneladende tirsdag, hvor obligationskurserne dermed blev sendt op, og renterne omvendt røg ned.
For den toneangivende tiårige statsobligation faldt renten til minus 0,22 pct. - et fald på 2 basispoint fra mandag ved dansk børslukketid. I løbet eftermiddagen var renten helt nede i minus 0,25 pct.
Det største højdepunkt i tirsdagens nøgletalskalender var formiddagens offentliggørelse af det tyske ZEW-indeks, der repræsenterer en væsentlig temperaturmåling på den tyske økonomi.
Forventningsindekset for april steg til plus 28,2 fra minus 49,5 måneden før. Økonomerne havde ifølge Bloomberg News ventet et indeks på minus 42,0.
Den del af ZEW-indekset, som afspejler vurderingen af den nuværende økonomiske situation, faldt derimod en del mere end ventet til minus 91,5 fra minus 43,1. Konsensus var ifølge Bloomberg et fald til minus 77,5.
Dermed er bundrekorden fra juli 2008 slået. Her endte indekset for den nuværende økonomiske situation på minus 66,9.

