Investor

Tirsdagens aktier: Ambu og Tryg gik mod strømmen i nervøst aktiemarked

Forsikringsselskabet Tryg og rederiet DFDS spillede nogle af hovedrollerne i nyhedsstrømmen på det danske aktiemarked tirsdag, hvor et styrtdyk i oliepriserne fik investorerne til at trække følehornene til sig.

Tre handelsdage på stribe med plusser efter en bedring i nyhedsstrømmen omkring coronaviruspandemien blev tirsdag afløst af kursfald. Tirsdag sluttede det danske C25-indeks 1,1 pct. lavere i 1206,34.

Det skete oven på et decideret kollaps til negative priser på amerikansk olie til levering i maj, der sendte nervøsitet og mismod ind i handlen i både USA, Asien og Europa.

- Det har skabt negativ stemning, at vi har set et så voldsomt fald i olieprisen. Det er helt usædvanligt, og i normale - selv i krisesituationer - ville vi begynde at se en øget efterspørgsel efter olie, når priserne falder meget. Sådan er det bare ikke i den her krise, siger Martin Munk, der er senioraktierådgiver hos Jyske Bank.

- Det tegner et billede af, at efterspørgselssiden ikke rigtigt er der lige nu, og at der ikke er meget aktivitet i økonomien endnu. Det skaber nervøsitet, og mange er nok også usikre på, hvad det betyder fremadrettet, fortsætter han.

Prisen for en tønde amerikansk råolie til levering i maj faldt til minus 37,63 dollar ved lukketid i New York mandag. Siden tog olieprisen igen et hop, og den nåede lige at krybe i plus 3,73 dollar før dansk børslukketid tirsdag.

Forsikringsselskabet Tryg offentliggjorde tirsdag morgen regnskabstal for første kvartal.

Regnskabet var - coronakrisen taget i betragtning - ganske pænt, og den underliggende forretning voksede. Til gengæld eroderede et tab på en lille milliard i investeringsresultatet bundlinjen.

Forsikringsselskabet kunne ellers notere en fremgang i bruttopræmieindtægterne til 5595 mio. kr. i første kvartal fra 5228 mio. kr. i den tilsvarende periode året før.

- Det var ikke overraskende, men det var et godt regnskab fra Tryg. Selskabet klarer sig godt igennem den krise, vi har lige nu, og det er et selskab, som skaber stabilitet i porteføljen. Der er selvfølgelig gynger og karruseller, men det er et godkendt regnskab, siger Martin Munk.

Forsikringsaktien blev sendt op med 0,4 pct. til 186 kr.

Dermed var Tryg et af de selskaber, der klarede sig bedst i eliteindekset tirsdag, hvor medicoselskabet Ambu overhalede med en kursgevinst på 3,8 pct. til 238,50 kr.

Der var ikke umiddelbart selskabsspecifikt nyt om selskabet, der har klaret sig særdeles godt på børsen de seneste uger. Siden nytår er aktien steget næsten 114 pct.

- Ambu har haft en rigtig god periode, efter at de opjusterede forventningerne. Det er et selskab, der får medvind lige nu, da der er et øget fokus på, at engangsprodukter kan være med til at reducere smitte, siger Martin Munk.

Defensive aktier som Genmab, Demant, Chr. Hansen og Novo Nordisk klarede sig også bedre end markedet tirsdag.

FLSmidth endte omvendt som bundskraberen i indekset med et fald på 6,4 pct. til 140,65 kr. tirsdag.

Servicekoncernen ISS faldt også 4 pct. til 94,08 kr., efter at den fik skåret det langsigtede kurspotentiale godt og grundt til af ABG Sundal Collier.

Kursmålet blev barberet med 40 pct. til 130 kr., fremgår det af data fra Bloomberg News. Købsanbefalingen gentages.

Simcorp fulgte også den kedelige tendens med et kursdyk på 3,1 pct. til 619 kr.

Softwarekoncernen fik sænket anbefalingen til "hold" fra "køb" af Danske Markets, der samtidig justerede kursmålet til 690 kr. fra 680 kr.

Isoleringskoncernen Rockwool fik også sænket anbefalingen til "sælg" fra "hold" af Nordea Markets, der fastsatte et kursmål på 1215 kr. Aktien faldt 2,5 pct. til 1347 kr.

Amerikanske Goldman Sachs var også en tur i regnearkene. Det gav anledning til at sænke kursmålene for både Mærsk og DSV Panalpina - til henholdsvis 7600 kr. fra 8100 kr. og 763 kr. fra 825 kr.

I begge tilfælde er anbefalingen fortsat "neutral".

DSV-aktien faldt 1 pct. til 653 kr., og Mærsks B-aktie dykkede 2,7 pct. til 6294 kr.

Uden for C25-indekset rettede opmærksomheden sig mod rederiet DFDS, der tirsdag morgen offentliggjorde foreløbige hovedtal for første kvartal.

De viste, at driftsresultatet (EBITDA) faldt med omkring 10 pct. til 610 mio. kr. Selskabet kunne samtidig fortælle, at de planlagte investeringer for 2020 reduceres med 20 pct.

Investorerne sendte DFDS-aktien ned med 3,3 pct. til 148 kr.

Borerigselskabet Maersk Drilling havde også en hård dag på børsen tirsdag, efter at selskabet fik sænket sit kursmål til 288 kr. fra 342 kr. hos Evercore, der gentog den neutrale anbefaling "in-line".

Selskabet påvirkes af ændringer i olieprisen, og aktien faldt 2,5 pct. til 139 kr. tirsdag.

Aktien har været meget hårdt udsat under coronakrisen og turbulensen på oliemarkedet, og år til dato er den faldet med omtrent 70 pct.

/ritzau/FINANS

Top job

Forsiden lige nu

Anbefalet til dig

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.