Fortsæt til indhold

Banknordik: Coronakrisen udløser røde tal i første kvartal

Investor
/ritzau/FINANS

Nedskrivninger på udlån og tab på bankens egenbeholdning af værdipapirer medvirkede til, at færøske Banknordik fik røde tal på bundlinjen i første kvartal.

Det skete, selv om starten af året har budt på et forbedret driftsresultat, viser bankens regnskab, der er offentliggjort, tre dage før det oprindeligt var planlagt.

- På grund af coronakrisen har vi valgt at øge kvartalets nedskrivninger med et ledelsesmæssigt skøn på 25 mio. kr., og krisen har tillige resulteret i tab på vores egenbeholdning i årets første kvartal, siger Árni Ellefsen, administrerende direktør i BankNordik.

Før skat blev det derfor til et negativt resultat på 30 mio. kr. mod et plus på 65 mio. kr. i samme periode sidste år.

Driftsresultatet før nedskrivninger steg ellers til 45 mio. fra 31 mio. kr.

Men nedskrivninger udgjorde efter nedskrivninger som følge coronakrisen 24 mio. kr. mod en tilbageførsel på 19 mio. kr. sidste år, og dermed faldt driftsresultatet efter nedskrivninger til 22 mio. kr. fra 50 mio. kr.

Samtidig blev afkastet af egenbeholdningen af værdipapirer negativt med 51 mio. kr. mod et positivt bidrag på 15 mio. kr. i januar, februar og marts 2019.

For 2020 er Banknordik nu kommet med et nyt skøn om et nettoresultat på 30-80 mio. kr.

Banknordik suspenderede forventningerne den 20. marts på grund af usikkerhed i forbindelse med udbruddet af coronavirus. Inden da ventede Banknordik et nettoresultat på 100-150 mio. kr.

- Forventningerne er dermed reduceret med 70 mio. kr. i forhold til de oprindeligt udmeldte forventninger i begyndelsen af året, hvilket primært relateres til nedskrivninger på udlån, tab på bankens egenbeholdning og skadesudbetalinger på rejseforsikringer, skriver banken.

Artiklens emner
BankNordik