Fortsæt til indhold

Olieprisen skvatter igen sammen - fond varsler udsalg

Investor
/ritzau/FINANS

Prisen på den amerikanske referenceolie, WTI, styrtdykker mandag, efter at den største børsnoterede amerikanske oliefond, The U.S. Oil Fund, har meddelt, at den agter at reducere sine positioner i juni-futuren. Det skriver Bloomberg News.

Meldingen falder sammen med, at oliemarkedet er ramt af overudbud og lav efterspørgsel som følge af udbruddet af coronavirus.

Samtidig bugner olielagrene. Blandt andet går der ifølge Bloomberg rygter om, at Sydkorea er tæt på at have fyldt sine lagre på land.

Prisen på juni-kontrakten på WTI-olien falder med 28 pct. til 12,19 dollar per tønde.

I Europa ligger juni-kontrakten på Brent-olien 8,4 pct. lavere i 19,63 dollar.