Torsdagens obligationer: Renterne faldt efter svage ledighedstal
Der var masser af købelyst på de finansielle markeder torsdag, og det var med til at sikre faldende renter blandt de danske statspapirer.
På aktiemarkedet var stemningen god torsdagen igennem, og selv om det fra starten af handelsdagen også betød, at investorerne tog penge ud af obligationsmarkedet - med faldende kurser og stigende renter til følge - endte dagen med rentefald.
Investorerne var nemlig så købelystne, at alle aktivgrupper blev hevet ned af hylderne, og for obligationerne var et sløjt nøgletal fra USA også medvirkende til at sende renterne ned.
For den toneangivende tiårige statsobligation herhjemme endte dagen med et fald på 4 basispoint til minus 0,33 pct.
På makrosiden fyldte særligt to offentliggørelser i billedet torsdag - nøgletal for den tyske industriproduktion og for nytilmeldte ledige i USA i sidste uge.
Begge viste sig skuffende, og særligt for sidstnævnte tal kan det skabe endnu mere usikkerhed frem mod fredagens officielle arbejdsmarkedsrapport for april fra USA.
I sidste uge meldte 3.169.000 amerikanere sig ledige for første gang mod ventet 3.000.000 blandt økonomerne ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News.
Antallet af fortsat ledige i forrige uge viste sig samtidig knap 3 mio. højere end ventet.

