Fortsæt til indhold

Markedsoversigt: ISS, cykliske aktier og renteretning i plus

Investor
/ritzau/FINANS

Et direktørskifte i ISS sendte mandag aktien til tops i det danske C25-indeks, hvor også Rockwool, FLSmidth, A.P. Møller-Mærsk og DSV Panalpina steg pænt.

I det hele taget havde de cykliske aktier en god dag, hvor en positiv udmelding fra den amerikanske centralbankchef, Jerome Powell, og en stigning i olieprisen hev C25-indekset op.

I bunden var det kun Novo og Novozymes som faldt i et ellers grønt eliteindeks, C25, som steg 2,6 pct. til 1274,65.

ISS steg 14,1 pct. til 109 kr., efter at det kom frem, at Jacob Aarup-Andersen, der tidligere var udset til posten som topchef i Danske Bank, nu skifter branche og bliver topchef i ISS. Han afløser Jeff Gravenhorst, der efter ti år som topchef går på pension.

I toppen af C25-indekset steg også FLSmidth og Rockwool pænt.

Rockwool-aktien kvitterede med en pæn stigning for kursmålsændringen fra finanshuset Exane BNP, der løftede kursmålet til 1600 kr. fra 1425. Også Morgan Stanley har løftet sin anbefaling af den danske stenuldsproducent til "ligevægt" fra tidligere "undervægt".

Aktien steg mandag 6,5 pct. til 1573 kr.

FLSmitdh steg 10,9 pct. til 175,40 kr. uden noget specielt selskabsnyt.

Også konjunkturfølsomme aktier som Mærsk og DSV Panalpina steg pænt mandag med henholdsvis 6 pct. til 6822 kr. og 4,3 pct. til 715 kr.

Bang og Olufsen steg 9,7 pct. til 21,56 kr, aktien var i sidste uge nede i 17,78 kr., da B&O annoncerede, at selskabet vil rejse 400 mio. kr. med en fuldt garanteret fortegningsemission.

Nilfisk, der fredag annoncerede planer om afskedigelse af 250 medarbejdere, steg 6,2 pct. til 83,40 kr.

Mærsk Drilling, steg 12,7 pct. til 160 kr.

Markante stigninger på aktiemarkederne verden over fik mandag investorerne til at søge ud af de sikre havne på obligationsmarkedet. Facit blev mindre rentestigninger.

Renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation sluttede i minus 0,29 pct. - 3 basispoint højere end fredag.

Investorerne fik mandag kun et enkelt nøgletal at forholde sig til - det amerikanske NAHB-indeks, der måler tilliden i byggeriet.

Indekset rettede sig til 37 i maj fra 30 i april, hvor virusudbruddet medvirkede til et markant fald i målingen fra indeks 72 i marts. En måling under 50 indikerer, at flest respondenter anser vilkårene for byggeriet for dårlige.

Også i Europa er økonomien medtaget som følge af coronavirusset.

Det spanske rådsmedlem i ECB, Pablo Hernandez de Cos, sagde mandag, at krisen bliver midlertidig, men formentlig vil vare længere end forudset.

Bankens cheføkonom, Philip Lane, blev desuden citeret for, at økonomien formentlig tidligst næste år vil være tilbage på samme niveau som før udbruddet af virus.

Tirsdag ventes fokus rettet mod USA igen, hvor chefen for den amerikanske centralbank, Jerome Powell, og finansminister Steven Mnuchin orienterer Senatets bankkomité om de økonomiske tiltag, som virusudbruddet har ført med sig.