Fortsæt til indhold

Uheldig investeringshånd udløste stort underskud hos højttalerfabrik

Investor
/ritzau/FINANS

Kursfald på aktiemarkedet kostede Dantax dyrt i de første ni måneder af regnskabsåret 2019/20. Perioden der løb frem til og med marts gav et underskud efter skat på 7,6 mio. kr. mod et overskud på 1,4 mio. kr. i samme periode af 2018/19.

Koncernens hovedaktivitet - udvikling og salg af blandt andet højttalere - gav en omsætning på 17,5 mio. kr. mod 21,1 mio. kr. regnskabsåret før. Resultatet af primær drift blev et underskud på 0,5 mio. kr. mod et lige så stort overskud året før.

Finansieringskontoen viste dog et stort underskud, da Dantax har investeret en del af selskabets overskydende likviditet - i gennemsnit omkring 50 mio. kr. - i børsnoterede aktier.

- Investeringen har i perioden givet et afkast på minus 9,2 mio. kr. før skat, svarende til et afkast på minus 18,4 pct. Den negative udvikling er en følge af den uro på de finansielle markeder, som Covid-19 har medført, skriver Dantax.

Selskabet, der holder fast i likviditeten for at kunne slå til i tilfælde af, at der opstår muligheder for opkøb, fastholder forventningerne til hele året.

Der ventes fortsat et underskud i niveauet 1 mio. kr. efter skat, men opgjort før finansposterne, herunder aktieafkast.

Artiklens emner
Dantax