Fortsæt til indhold

Markedsoversigt: ISS i top på grøn dag med stigende renter

Investor
/ritzau/FINANS

Der var appetit på de cykliske aktier i Danmark og Europa tirsdag, hvor det danske C25-indeks steg 0,4 pct. til 1327,00 mod plusser i det tyske og franske eliteindeks på 1 pct.

Den mindre stigning i det danske eliteindeks skyldtes primært et fald til Novo-aktien på 2,9 pct. til 435,50 kr., vurderer Martin Munk, senioraktierådgiver hos Jyske Bank.

- Novo dykker næsten 3 pct. Det vejer rimelig tungt. Det er den primære forklaring, siger han.

I toppen af C25-indekset endte ISS, der uden selskabsnyt steg 9,4 pct. til 119,45 kr.

- Der er risikoappetit i markedet lige nu og et ønske om at købe op i cykliske aktier, siger Martin Munk.

Danske Bank steg 6,8 pct. til 81,12 kr., mens Jyske Bank steg 6,3 pct. til 185,60 kr.

Rejsebranchen havde det godt tirsdag, hvor der var optimisme at spore ude i Europa.

Mandag nåede den tyske regering og flyselskabet Lufthansa til enighed om en redningspakke til 67 mia. kr. Og tirsdag berettede det tyske nyhedsbureau DPA på baggrund af nyhedsmagasinet Focus, at den tyske forbundsregering ønsker at ophæve sin advarsel mod turistrejser til 31 europæiske lande fra den 15. juni, hvis situationen omkring coronavirusudbruddet tillader det.

Det smittede af på SAS-aktien, der uden for C25 steg 14,7 pct. til 7,58 kr. Desuden steg Københavns Lufthavne 4,0 pct. til 4990 kr.

Der var nyt fra Nilfisk, der øgede sit likviditetsberedskab med en yderligere lånefacilitering på 100 mio. euro, så selskabet nu har samlet 550 mio. euro tilgængeligt gennem lånefaciliteter. Aktien faldt 1,9 pct. til 9,50 kr.

Den øgede risikolyst manifesterede sig også på obligationsmarkedet med baggrund i optimismen om en hurtigere genrejsning af økonomierne efter corona-nedlukningen. Renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation endte tirsdag på lige under minus 0,24 pct., svarende til 6 basispoint højere end mandag.

På nøgletalsfronten var der nyt fra Danmark og USA, hvor det danske detailsalg steg med 0,4 pct. i april sammenlignet med marts, og selv om stigningen var begrænset, kommer den ovenpå et rekordstort fald i marts.

Troels Kromand Danielsen, der er cheføkonom hos Nykredit, vurderer, at fremtidsudsigterne ser lysere ud.

- Udsigterne for detailsalget i maj er lidt bedre, men mange butikker lider stadig under et svagt salg. De foreløbige konjunkturbarometre for maj peger på, at detailbutikkerne ikke er så pessimistiske i maj som i marts, siger han.

Tirsdag eftermiddag overraskede den amerikanske forbrugertillid negativt ved kun at stige til 86,6 fra 85,7 måneden før mod ventede 87,0 ifølge et estimat indsamlet af Bloomberg News.

Modsat udviklede salget af nye boliger i USA sig bedre end forudset i april. Det blev opgjort til 623.000 enheder på årlig basis mod 619.000 måneden før mod et ventet et salg på 480.000 enheder.