Rockwool er steget markant: "Kursudviklingen virker for optimistisk"
Der har været solid medvind til Rockwool-aktien den seneste tid.
De foregående seks handelsdag er aktien steget omkring 36 pct. i værdi, og selv om aktien i onsdagens morgenhandel tager et lille skridt tilbage, er aktien stadig steget knap 500 kr. i værdi siden midten af maj.
Den kursudvikling virker dog for optimistisk, vurderer Handelsbanken.
- Rockwool er stærkt eksponeret mod markedet for nybyggerier, der sandsynligvis vil være hæmmet af manglende investeringer i en rum tid.
- Dette vil alt andet lige sætte en dæmper på indtjeningspotentialet på trods af grønnere stimulans-pakker fra europæiske lande med fokus på renoveringer af bygninger, lyder vurderingen.
Den senestes tids kursridt er ifølge Handelsbanken blandt andet hjulpet på vej af et forslag fra den danske regering om at anvende op mod 30 mia. på renovering af offentlige bygninger.
Derudover er der lækket detaljer fra EU's store plan for økonomisk genrejsning efter coronakrisen, der ser ud til at inkludere massive investeringer til renoveringer af bygninger.
- Når det er sagt, er det værd at bemærke, at stimulanspakkerne i første omgang er beregnet til at afværge en længerevarende økonomisk krise i kølvandet på corona-pandemien.
- Således blev der sået tvivl om udsigterne til investeringer i nybyggerier i Europa forud for corona-pandemiens indtræden, vurderer Handelsbanken.
Tirsdag sænkede banken sin anbefaling af Rockwool til "hold" fra "køb", mens det langsigtede kursmål omvendt blev hævet til 1850 kr. fra 1700 kr.
Onsdag morgen falder Rockwool-aktien 1 pct. til 1855 kr. på børsen i København, hvilket er en spids mere end det generelle marked i form af C25-indekset, der falder 0,6 pct.
Faldet kommer, til trods for at storbanken Barclays har skruet gevaldigt op for sit syn på aktien.
Banken har løftet sin anbefaling to nøk - til "overvægt" fra "undervægt" - ligesom det langsigtede kursmål er blevet løftet til 2000 kr. fra 1250 kr.
Ifølge Bloomberg News er det ellers ikke mere end otte dage siden, at Barclays sænkede sit kursmål for aktien til 1250 kr., hvilket var 40 kr. under det tidligere niveau.

