Bang & Olufsen stiger efter vellykket aktietegning
Aktien i Bang & Olufsen stiger fra åbningen fredag 5,5 pct. til 13,50 kr., efter at selskabet fredag morgen kunne melde udsolgt af de nye aktier, som skulle sikre ekstra kapital i den slunkne pengekasse.
I alt godt 80,9 mio. af de nye aktier, svarende til 98,9 pct. af udbuddet, blev tegnet ved udnyttelse af tegningsretter. Og da efterspørgslen efter restaktierne oversteg det resterende udbud, er alt udsolgt.
- Vi er glade for at kunne offentliggøre et vellykket resultat af udbuddet. Provenuet fra fortegningsemissionen vil gøre os i stand til at få Bang & Olufsen gennem Covid 19-krisen, forsætte med at udfolde den nyligt lancerede strategi og bringe selskabet sikkert ind i fremtiden, siger administrerende direktør i Bang & Olufsen Kristian Teär i en meddelelse.
Selskabet venter at gennemføre udbuddet den 1. juli efter modtagelse af alle tegningsbeløb. De nye aktier ventes optaget til handel på børsen senest den 3. juli.
Det samlede bruttoprovenu ved aktiesalget er tidligere blevet oplyst til 409,2 mio. kr. Efter udgifterne ved aktiesalget er betalt, vil der være 356 mio. kr. tilbage til Bang & Olufsen.
/ritzau/FINANS