Obligationer/middag: Rolig renteudvikling forud for amerikanske tal
Renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation stiger med 1 basispoint i middagshandlen til minus 0,40 pct.
Handlerne har fra morgenstunden fået enkelte nøgletal fra det europæiske kontinent, men dagens største nøgletalsmæssige begivenheder kommer først senere på dagen fra USA, hvor der kommer ISM-indeks for servicesektoren og beskæftigelsesrapport fra ADP.
Fra Tyskland er der onsdag formiddag landet endelige PMI-tal for servicesektoren. PMI-barometeret over indkøbschefernes syn på den tyske servicesektor udviklede sig værre end ventet i den netop overståede måned.
Indekset blev revideret ned til 55,6 fra 56,7 i den oprindelige måling, som økonomer havde ventet ville blive fastholdt. I forhold til juni er der dog tale om en fremgang fra et niveau på 47,3.
Den samlede PMI medregnet fremstillingsindustrien steg 54,9 fra 48,5 i juni.
Også PMI-barometeret over indkøbschefernes tillid i euroområdets servicesektor blev i en endelig opgørelse revideret ned til 54,7 fra tidligere oplyste 55,1. Analytikerne havde ventet, at det foreløbige tal ville blive gentaget i den endelige opgørelse.
Trods nedrevideringen var der også her tale om en fremgang i forhold til juni.
Detailtal for eurozonen har onsdag formiddag vist, at detailsalget gik frem med 5,7 pct. i juni i forhold til måneden før, da detailsalget steg historiske 20,3 pct.
Det betyder, at detailsalgsvolumener er tilbage på niveauet i februar.
Tallet for maj er justeret op fra en tidligere oplyst stigning på 17,8 pct.
Eftermiddagens ADP-rapport fra USA ventes at vise en beskæftigelsesstigning på 1,2 mio., mens ISM Service ses falde til 55,0 fra 57,1.
