Fortsæt til indhold

Råvarer: Optimisme om lav oliebeholdning kan ikke få priser op

Investor
/ritzau/FINANS

Oliepriserne, der i øjeblikket ligger nær det højeste niveau de seneste fem måneder, faldt onsdag morgen. Det skriver Bloomberg.

En tønde af den europæiske referenceolie, Brent, koster onsdag morgen 44,75 dollar mod 45,22 dollar tirsdag eftermiddag. Den amerikanske WTI-olie handles samtidig i 41,77 dollar mod 42,35 dollar tirsdag eftermiddag.

Beholdningen i de amerikanske råolielagre faldt mere end analytikere havde ventet ifølge en ny rapport fra American Petroleum Institute (API), og det fik onsdag prisen til at stige for en stund, skriver Reuters. Siden coronakrisens start har en kombination af overproduktion hos olieproducenterne og dermed fyldte olielagre samt manglende efterspørgsel nemlig fået oliepriserne til at falde.

Men et stigende antal coronasmittede har lagt en dæmper på olieprisernes stigning.

I den amerikanske delstat Florida blev der tirsdag igen slået rekord i antal dødsfald forårsaget af coronasmitte. Det er den fortsatte usikkerhed om coronavirusset, der gør det svært for olieprisen at komme yderligere op ifølge Bloomberg.

- Markedet er fortsat meget bekymret for, om efterspørgslen igen får et opsving, især fordi Opec+ fortsat har et højt produktionsniveau, siger Warren Patterson, der er chef for råvarer hos ING Bank NV, til Bloomberg.

Han henviser til Organisationen af Olieeksporterende Lande, kendt som Opec, og dets allierede, Opec+.

Onsdag morgen koster en troy ounce guld 1887,53 dollar mod 1949,78 dollar tirsdag eftermiddag.

På markedet for industrimetaller koster et ton kobber onsdag morgen 6305,00 dollar mod 6378,50 dollar tirsdag eftermiddag.