Fortsæt til indhold

Tirsdagens aktier: Regnskaber sendte Coloplast og Pandora i gulvet

Investor
/ritzau/FINANS

En nedjustering fra Coloplast og skuffende forventninger fra Pandora sendte tirsdag de to aktier baglæns og medvirkede til at vælte det danske C25-indeks omkuld.

Efter en stigning på 1 pct. mandag, sluttede C25-indekset 1,5 pct. lavere i 1453,47 og er dermed samlet set bakket i denne uge.

Pandora var en tung klods om benet, da smykkeaktien faldt hele 7,5 pct. til 406,10 kr.

- Som vi ser det, er det forventningerne til marginen, der skuffer markedet. Pandora siger 16-19 pct., mens markedet lå over 19 pct. Pandora argumenterer for, at det skyldes større markedsføringsindsats, men det skuffer, siger aktierådgiver i Jyske Bank Martin Munk til Ritzau Finans.

Pandora regner nu med en negativ organisk vækst i hele 2020 i intervallet mellem 14 og 20 pct.

Før Pandora den 16. marts trak sin prognose tilbage, forudså koncernen en organisk vækst mellem minus 3 og minus 6 pct. og en overskudsgrad på mere end 23 pct.

Fra Coloplast, der har kørt med forventninger under hele coronakrisen, blev det ved middagstid til årets anden nedjustering af vækstprognosen, efter at udsigterne er forværret især på det britiske marked.

Medicokoncernen forventer nu en organisk omsætningsvækst i faste valutakurser på omkring 4 pct. mod tidligere 4-6 pct. I kroner ses en vækst på 3-4 pct. mod tidligere 4-6 pct.

Til gengæld spår Coloplast en overskudsgrad, EBIT-margin, i både faste valutakurser og danske kr. på omkring 31 pct. mod tidligere 30-31 pct., men aktien faldt ikke desto mindre med 3,9 pct. til 996,60 kr.

Coloplasts tredje kvartal skuffede målt på såvel omsætning som bundlinje, og aktien lukkede 3,9 pct. lavere i 997,60 kr.

Tirsdagen bød også på regnskab fra Jyske Bank, der dog allerede havde forsynet markedet med foreløbige tal. Til gengæld havde banken nyt om nedskæringer.

Blandt andet skal hver femte filial lukkes frem mod medio 2021, og banken venter også en nedgang i antallet af fuldtidsansatte i niveauet 150-200.

Aktien faldt 4,3 pct. til 206 kr.

I toppen af C25 steg Bavarian Nordic 3,7 pct. til 208, efter at Danske Bank løftede sit kursmål til 280 kr. fra 230 kr. Anbefalingen er stadig "køb".

Blandt høreapparatselskaberne lykkedes det akkurat for GN at sætte rekord efter en stigning på 0,1 pct. til 410,10 kr. Selskabet varslede tirsdag et nyt høreapparat, Resound One, som bliver selskabets topprodukt og sendes på markedet i slutningen af august.

Konkurrenten Demant faldt derimod 5,5 pct. til 190,45 kr. Nordea skar sin anbefaling til "hold" fra "køb" oven på mandagens halvårsmeddelelse. DNB, der anbefaler "køb", lagde derimod 20 kr. på sit kursmål og sigter nu efter 240 kr.

Der var også pres på Lundbeck, der drattede 5 pct. til 218,10 kr. Aktien gjorde ellers et lille comeback mandag efter store fald torsdag og fredag i sidste uge i kølvandet af selskabets halvårsregnskab.

- Jeg ved ikke, om det er Lundbecks udfordringer med pipelinen, der stadigvæk bekymrer, siger Martin Munk.

Blandt sidepapirerne faldt SAS næsten 12 pct. til 4,65 kr., efter at Nordea sænkede sin anbefaling til "sælg" fra tidligere "hold".

Køkkenfirmaet TCM Group faldt med 5,5 pct. til 129,50 kr. oven på selskabets kvartalsregnskab, der viste et driftsoverskud på 39,6 mio. kr., som er meget på linje med samme periode sidste år.

TCM kommet samtidig med forventninger til 2020, hvor det venter et driftsresultat på 135-145 mio. kr., eller lidt lavere end sidste år.

Straks bedre gik det Skako, der steg 8,6 pct. til 44,30 kr. efter en opjustering mandag aften. Skako venter nu et driftsresultat (EBIT) i intervallet 13 til 18 mio. kr. mod tidligere mellem 10 og 15 mio. kr.

Jeudan annoncerede regnskab og et køb af ejendomme for næsten 1 mia. kr. i løbet af sommeren. Aktien rørte dog ikke meget på sig og lukkede 0,1 pct. lavere i 226,80 kr.

Til gengæld tog Bang & Olufsen-aktien et stort hop på 14,7 pct. til 13,71 kr., da selskabet via en pressemeddelelse oplyste, at USA's største mobilselskab, Verizon, skal forhandle nogle af B&O's produkter.