Fortsæt til indhold

Valuta: Dollar-svækkelsen fortsætter inden FOMC-referat

Investor
/ritzau/FINANS

Nedturen for amerikanske dollar fortsætter onsdag morgen, hvor usikkerheder om det økonomiske opsving og den amerikanske finanspolitiske stimuluspakke tynger og sender valutaen til en mere end toårige lavpunkt.

- Der er et stærkt momentum for investorer, der ønsker at sælge dollar, siger analytiker Juntaro Morimoto fra Sony Financial Holdings.

Den ellers gennem flere år så ombejlede valuta er nu svækket markant over den seneste måned, og det selvom dollar normalt fungerer som sikker investeringsplacering i krisetide.

Men faldende realrenter i takt med Federal Reserves stimuli og centralbankens indgreb i finansielle markeder for at opretholde likviditet under covid-19-pandemien, har fået mange investorer til at vende skråen og begynde at se på den reelle udvikling i den amerikanske økonomi contra andre økonomiske regioner, hvor blandt andet Europa skiller sig ud med massive hjælpepakker rettet mod de hårdest ramte lande i EU for at genoprette væksten.

Den amerikanske centralbanks programmer har skubbet risikoaktiver til rekordhøjde og reduceret efterspørgslen efter sikre parkeringspladser trods økonomiske data, der har malet - og fortsat maler - Fanden på væggen.

Det dystre billede, som tegnes af det haltende amerikanske opsving, understreger behovet for nye finanspolitiske tiltag, men i Washington fortsætter politikerne med mudderkastning, der spænder ben for en aftale om en ny runde føderal stimulus, selv om den hidtidige aftale er udløber for snart tre uger siden.

Dagens første globale data, der stammer fra Japan, giver ikke anledning til økonomiske jubelscener. Den japanske eksport faldt 19,2 pct. i sidste måned, mens maskinordrerne, der anses som en vigtig strømpil for udviklingen, dykkede 7,6 pct. i juni.

Nu afventer investorerne offentliggørelsen af referatet fra det seneste møde i den amerikanske centralbanks pengepolitiske udvalg - Federal Open Market Committee.

Især spørgsmålet, om hvorvidt FOMC har set på et gennemsnitligt inflationsmål, er i fokus, da det kan lade inflationen overstige 2 pct. i nogen tid, for at kompensere for de mange år inflationsmålet har været en uopnåelig overligger for prisudviklingen.

Euro koster onsdag morgen 1,1935 dollar mod 1,1930 dollar tirsdag eftermiddag, og pund koster onsdag morgen 1,3245 dollar mod 1,3220 dollar tirsdag.

Dollar ligger sideløbende i 105,45 yen per dollar mod 105,40 yen tirsdag.