Europa/middag: Fed-referat giver negative indeks
Referatet fra seneste rentemøde i den amerikanske centralbank, Federal Reserve, som blev offentliggjort onsdag aften, kaster torsdag mørke skygger over de europæiske aktiemarkeder, der torsdag middag falder 0,7 pct. målt på det brede fælleseuropæiske Stoxx 600-indeks.
På de store europæiske børser ses der indeksfald på 1,1 pct. for FTSE 100-indekset i London, på 1,0 pct. for CAC 40-indekset i Paris og på 0,8 pct. for det tyske DAX-indeks.
Ifølge referatet forudser Federal Reserve, at genopretningen af den amerikanske økonomi vil blive langvarig og besværlig, og den antagelse belaster især mineaktierne, der presses af faldende priser på metal, men også andre konjunkturfølsomme sektorer som bilproducenterne og energiselskaberne, noterer Reuters.
På selskabsplan er udviklingen torsdag særlig negativ for det chilenske mineselskab Antofagasta, der er noteret i London, og som taber 5,3 pct. Ud over den generelt negative stemning i forhold til minesektoren har selskabet offentliggjort halvårsregnskab med mere end en halvering af nettooverskuddet til 135,2 mio. dollar som følge af et presset markedet for kobber.
Men allerværst går det for det svenske investeringsselskab EQT, som må notere en tilbagegang på 11,6 pct. Selskabet har offentliggjort et regnskab med et fald i driftsoverskuddet på 40 pct. til 80 mio. euro. Men mere bekymrende er det, at selskaber forudser færre investeringer og færre exits som følge af corona-pandemien.
Med i den europæiske top er danske Netcompany med et plus på 5,2 pct. som reaktion på selskabets kvartalsregnskab, der blandt flere positive overraskelser viste, at driftsindtjeningen målt på EBITA-niveau steg med 27,9 pct. til 161,3 mio. kr. sammenlignet med analytikerkonsensus på 153,7 mio. kr.
Helt i toppen med et plus på 5,6 pct. ligger det tyske ejendomsselskab TAG Immobilien, der har varslet en mulig opjustering af forventningerne senere på året.


