USA/lukning: Igen rekorddag for S&P 500, Nasdaq og Facebook
Efter en ujævn start endte de amerikanske aktier med pil opad tirsdag. Fokus var på positive handelssignaler fra Kina og USA. Mandagens glæde over en ny godkendt coronabehandling aftog dog, og samtidig så de amerikanske forbrugere mindre lyst på fremtiden.
Det brede S&P 500-indeks steg med 0,4 pct. til 3443,62 indekspoint og til årets 18. rekord. Nasdaq vandt også 0,8 pct. til 11.466,47 point og nåede den 39. top i 2020. Dow Jones, som ellers gik mest op mandag på positivt coronanyt, faldt derimod med 0,2 pct.
Onsdag morgen er der blandede signaler for dagens åbning i New York. S&P-500 futuren og Dow Jones-futuren falder 0,0-0,1 pct., mens Nasdaq-futuren stiger 0,1 pct.
- Aktierne har det med at være forud for resten. Der skal dog nok lidt mere til, før vi kan tage en tur mere, da vi ligger i rekordniveauer. Problemet er, at fremgangen stadig ikke er bred nok. Det er de få, som trækker. Derfor får vi ikke mere i aktiemarkedet, sagde Lars Skovgaard Andersen, seniorstrateg i Danske Bank.
Investorerne kunne glæde sig over, at det mandag aften med godt en uges forsinkelse lykkedes for de kinesiske og amerikanske forhandlere at afholde et videomøde om den handelsaftale, de to lande indgik i januar. Begge parter udtrykte ønske om at føre aftalen ud i livet.
Fra økonomien var tirsdagens nyt imidlertid ikke entydigt positivt. I al fald overraskede forbrugertilliden i USA klart negativt i august ved at falde til 84,8 fra 91,7 måneden før. Økonomerne havde ifølge Bloomberg News ventet en stigning til 93,0. Omvendt var boligsalget i juli det højeste i mere end 13 år.
- Det er lidt blandede bolsjer tirsdag. Data fortæller om et godt boligmarked, men en dårligere forbrugertillid for anden måned i træk. Man kan spekulere i, at det handler om udløbet af tilskuddene. Langt de fleste forbrugere har det dog stadig godt. Man kan bare ikke holde momentum, kommenterede Danske Banks seniorstrateg.
I S&P 500 svingede pendulet rundt for energisektoren. Den vandt mest af alle mandag, da investorerne havde en cyklisk appetit, men tirsdag lå olieaktierne i bund og faldt samlet 1,4 pct. I toppen var kommunikationsservice og sundhed derimod med plusser på henholdsvis 1,0 og 0,7 pct. It-aktierne vendte også rundt fra minus til plus 0,5 pct.
Det var Apple, som i starten holdt lidt tilbage, da aktien faldt fra mandagens rekordniveau, og det endte tirsdag med et minus på 0,7 pct. Til gengæld løftedes Microsoft 1,3 pct. Facebook steg også 3,5 pct. til rekord i 280,82 dollar, mens Alphabet vandt 1,3 pct., og Amazon steg 1,2 pct.
Det er netop de fem, som har trukket markedet frem i 2020, og uden dem havde S&P 500 været i minus med 5 pct. frem for i et tilsvarende plus.
- Det kan man så være bekymret for, eller man kan sige, at sådan er det. Det er bekymrende, hvis en af de her fem får det dårligt. I 2018 så vi, at Apple fik det svært. Så tog folk gevinsterne hjem, også fordi det var tid til at lukke bøgerne for året, analyserer Lars Skovgaard Andersen og advarer:
- Får vi en total risk-on, så kan det også være, at der bliver taget gevinst i de fem aktier til at foretage rotationen. Så det blinker lidt derude.
Netop Apple har annonceret et aktiesplit. Det betyder en ændret vægt af it i Dow Jones-indekset. Og derfor kommer tre nye navne, Salesforce.com, Amgen og Honeywell, ind. De tre havde derfor medvind og steg respektive 3,6 pct., 5,4 pct. og 3,2 pct.
De tre aktier, som ryger ud, er Exxon Mobil, Pfizer og Raytheon, der bakkede med 3,2 pct., 1,1 pct. og 1,5 pct.
I S&P 500 var rejseaktierne også under pres tirsdag. United Airlines faldt 3,0 pct., mens American tabte 2,2 pct.
Udover det var der minus til smykkekoncernen Tiffany på 4,0 pct. Et muligt salg til LMVH er blevet udskudt tre måneder, men det er LMVH ikke tilfreds med, så der spekuleres i, at den franske luksuskoncern kan trække sig fra aftalen.
På regnskabsfronten kom Best Buy med tal for sit andet kvartal. De var bedre end ventet, men aktien faldt 4,0 pct., da ledelsen advarede om en opbremsning i væksten.
I den anden ende røg tøjkæden Gap til vejrs med 10,4 pct. på spekulationer om mulige frasalg.





