Europæiske aktier: Milliardstort opkøbstilbud sender franske aktier op
Et milliardstort opkøbstilbud er det helt store samtaleemne på de europæiske aktiemarkeder mandag, hvor en optimistisk stemning har bredt sig på tværs af de største børser.
I Frankrig stiger CAC 40-indekset 0,7 pct., og i Tyskland går DAX-indekset frem med 0,4 pct. Det fælleseuropæiske Stoxx 600-indeks stiger desuden 0,2 pct. ved middagstid mandag.
I Storbritannien holder børserne lukket mandag, og det er med til at tynge handelsaktiviteten.
- Der er lukket i England, hvor meget af handlen og mange analyser kommer ud fra. Det giver jo traditionen tro lidt lavere aktivitet i indeksene, siger Ole Kjær Jensen, der er afdelingsdirektør hos Sydbank, til Ritzau Finans og fortæller, at omsætningen i det fælleseuropæiske Stoxx 600-indeks ligger 50 pct. under normalen.
Opmærksomheden samler sig især om det franske forsyningsselskab Veolia Environnement, der har tilbudt at købe 29,9 pct. af aktierne i vandselskabet Suez for 2,9 mia. euro.
De 29,9 pct. af aktierne, som Veolia har tilbudt at købe, ejes i dag af konkurrentselskabet Engie. Hvis købstilbuddet accepteres, vil Veolia også tilbyde at købe de resterende aktier i selskabet, skriver Bloomberg News.
Ifølge Bloomberg News vil Engie overveje tilbuddet og træffe en beslutning på baggrund af, "hvad der er mest attraktivt for aktionærerne og efter at have vejet kvaliteten af det industrielle projekt."
Mandag brager Suez-aktien frem med 18,6 pct. til 14,52 euro på børsen i Paris, hvor Veolias aktie også ligger 4 pct. højere. Aktien i franske Engie stiger samtidig 6,1 pct.
Den hollandske medicokoncern Philips har omvendt en hård dag på børsen, efter at selskabet har sænket forventningerne til den justerede driftsmargin (EBITA).
Det sker, efter at de amerikanske sundhedsmyndigheder, HHS, har trukket sin respiratorkontrakt tilbage.
Aktien falder 2 pct.






