Fortsæt til indhold

Mandagens obligationer: Renten steg efter danske og tyske nøgletal

Investor
/ritzau/FINANS

Rentestigninger prægede det danske obligationsmarked mandag, hvor investorerne kunne se nærmere på en række kinesiske, danske og tyske nøgletal.

Renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation sluttede ugens første handelsdag i minus 0,29 pct. Det er 2 basispoint højere end ved lukketid fredag.

Allerede forud for børsåbningen kunne investorerne se nærmere på en række kinesiske PMI-tal. Indekset for fremstillingssektoren var en smule svagere end ventet i august, mens indekset for servicesektoren omvendt overraskede positivt.

Fra morgenstunden blev de danske arbejdsløshedstal for juli også offentliggjort. De viste, at bruttoledigheden faldt med 0,2 pct.point til 5,2 pct.

Samtidig kom det frem, at det danske bruttonationalprodukt (BNP) i andet kvartal, gik tilbage med 6,9 pct. i sæsonkorrigerede tal i forhold til kvartalet før. Ifølge Danmarks Statistik er det største fald, siden opgørelsen af det kvartalsvise nationalregnskab begyndte.

Mandag eftermiddag blev en foreløbig opgørelse over de tyske forbrugerpriser i august offentliggjort.

Inflationen i de tyske forbrugerpriser var på 0,0 pct., mens forbrugerpriserne faldt 0,1 pct., når man sammenligner priserne med måneden før.

Estimaterne fra økonomerne lød ifølge Bloomberg News på en stigning på 0,1 pct. på årsbasis og en uændret udvikling på månedsbasis.