Mandagens aktier: FLS fik igen kursklø mens Bavarian fortsatte frem
FLSmidth fik igen kursklø på det danske aktiemarked mandag, hvor en overordnet positiv stemning ellers prægede eliteindekset.
C25-indekset sluttede 0,7 pct. højere i 1479,43 og klarede sig dermed bedre end de største aktieindeks i Europa, der sluttede ugens første handelsdag med små fald.
Handelsaktiviteten var desuden tynget af, at børserne i London var lukket for handel mandag.
Ingeniørkoncernen FLSmidth var endnu en gang bundskraber i eliteindekset, efter at selskabet fredag offentliggjorde et sæt nye forventninger for 2020, som viste sig at være en skuffelse for markedet.
Siden har Danske Bank sænket anbefalingen for FLSmidths aktie til "sælg" fra "hold", viser data fra Bloomberg News.
Fredag dykkede aktien 5,8 pct. til 189,75 kr., og mandag fortsatte den ned med 4,7 pct. til 180,80 kr.
Bavarian Nordic placerede sig omvendt helt i toppen af eliteindekset mandag med en fremgang på 4,3 pct. til 221 kr. Dermed sluttede selskabets aktie højere for femte handelsdag i træk.
- Der var nogle positive analytikerkommentarer efter regnskabet, og der er en tro på, at der måske ligger noget mere positivt og venter forude for selskabet, siger Martin Munk, der er senioraktierådgiver hos Jyske Bank.
Pandora fulgte efter med en stigning på 1,5 pct. til 455,60 kr., efter at aktien faldt en spids både torsdag og fredag i sidste uge.
Til gengæld tog aktien et hop onsdag på 9,4 pct., efter at det i sidste uge kom frem, at Pandoras topchef, Alexander Lacik , havde haft den store tegnedreng fremme og købt en portion aktier til en værdi af 23,5 mio. kr. i smykkeselskabet.
- Det momentum kører lidt videre. Markedet kan godt lide, når en CEO lægger hånden på kogepladen, og det giver måske også en fornemmelse af, at det kan gå lidt bedre, end Pandora selv har lagt op til, siger Martin Munk.
Ambu steg også 1,3 pct. til183,40 kr., efter at medicoaktien ellers har fået en mavepuster de foregående tre handelsdage.
Selskabets regnskab for tredje kvartal 2019/20, der blev offentliggjort onsdag i sidste uge, tog investorerne langtfra pænt imod. På regnskabsdagen dykkede aktien 13,4 pct., og både torsdag og fredag fortsatte faldet.
Royal Unibrew var under teknisk pres, da aktien blev handlet eksklusive udbytterettighed på 12,20 kr. per aktie. Bryggeriaktien faldt 1,4 pct. - eller 9 kr. - til 654 kr.
Royal Unibrew fik mandag også fået løftet sit kursmål hos SEB til 760 kr. fra 700 kr. Finanshuset gentog samtidig den positive anbefaling "køb", viser data fra Bloomberg News.
Danske Bank kom igen i modvind, efter at det blev afsløret, at banken i årevis har opkrævet forældet gæld fra tusindvis af danskere. Årsagen er blandet andet alvorlige data- og systemfejl i bankens inkassosystem, skriver Berlingske og TV2.
Bankaktien bakkede 1,8 pct. til 96,54 kr.
Maersk Drilling fik en kontraktforlængelse for jack-up riggen Maersk Convincer, der skal fortsætte med at være i drift ud for Bruneis kyst.
Kontraktforlængelsen ventes at have en værdi på cirka 47 mio. dollar, eksklusive en potentiel præstationsbonus.
Maersk Drillings aktie faldt alligevel 0,5 pct. til 148,30 kr.
De fleste danske selskaber er ved at være igennem regnskabssæsonen for denne gang, og derf var kun to regnskaber i kalenderen mandag.
Det ene var et regnskab for andet kvartal fra Skako, som fastholdt de nyligt opjusterede forventninger til driftsindtjeningen (EBIT). Aktien bakkede 0,9 pct. til 44,70 kr.
Olie- og gasfirmaet Atlantic Petroleum var det andet regnskabspunkt i kalenderen, men ved børslukketid var tallene endnu ikke offentliggjort. Aktien faldt 9,3 pct. til 3,80 kr.





