Onsdagens obligationer: Rentefald efter svag ADP-rapport
Renterne fortsatte tirsdag ned efter en skuffende udvikling i den private amerikanske jobrapport fra ADP.
Renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation lukkede onsdag med et fald på 5 basispoint til minus 0,36 pct., og dermed fortsatte nedturen efter tirsdagens fald på 2 basispoint.
ADP’s beskæftigelsesrapport over det private amerikanske jobmarked viste en stigning på 428.000 job i august, hvilket var noget værre end ventet.
Økonomerne havde ifølge Bloomberg News ventet en stigning på 1.000.000 job efter en stigning på 212.000 måneden inden.
Kim Blindbæk, der er seniorøkonom hos Sydbank, vurderede forud for opgørelsen, at en skuffelse i jobtallet kunne sende renterne ned.
- Investorerne forventer, at ADP-rapporten vil vise en fremgang på omkring én million i august. ADP-rapporten betragtes, selv om rapporterne ikke kan sammenlignes én-til-én, ofte som en tidlig indikator for den officielle arbejdsmarkedsrapport, der offentliggøres fredag. Derfor kan en skuffende fremgang medføre rentefald, skrev Kim Blindbæk onsdag morgen i en kommentar.
Onsdagen slutter med offentliggørelsen af Beige Book fra den amerikanske centralbank, Federal Reserve, der kan give et indblik i den økonomiske situation i bankens 12 distrikter.




