USA/lukning: Dybe hug til it - Tesla og Apple trak for i nedtur
De amerikanske aktier startede tirsdag efter en lang Labor Day-weekend den nye uge med yderligere kursfald og uro. Dermed blev det til den tredje handelsdag i træk med minus.
Nedturen begyndte som de foregående dage i teknologisektoren, hvor de helt store aktienavne, Facebook, Apple, Amazon, Microsoft og Alphabet, igen faldt, ligesom Tesla igen fik endog rigtig store hug, men usikkerheden bredte sig til andre sektorer, hvorfor det brede marked også bakkede.
Det brede S&P 500-indeks mistede derfor 2,8 pct., mens Dow Jones tabte 2,3 pct. Teknologitunge Nasdaq smed mest med et minus på 4,1 pct. Nasdaq er nu knap 10 pct. fra sidste tirsdag rekordniveau. Det er lig med en officiel korrektion.
- Det er ikke ballon, som sprænger, men der bliver taget luft ud af den, siger Lars Skovgaard Andersen, seniorstrateg i Danske Bank.
- Det er gået fra at være den gode rotation, fredag, hvor der var et godt jobmarked, og det især var de hypede teknologiaktier, der var ramt, til at brede sig.
Onsdag morgen er der dog lidt oprejsning til teknologiaktierne. Nasdaq-futuren stiger 0,7 pct., mens Dow Jones-futuren falder 0,1 pct. S&P 500-futuren ligger til en lille gevinst på 0,1 pct.
Tirsdag skulle investorerne kigge meget langt efter gode nyheder.
Mandag aften luftede USA's præsident tanken om at afkoble den amerikanske økonomi fra den kinesiske - altså slet ikke gøre forretninger med Kina - og det er især skidt nyt for de amerikanske teknologiselskaber, hvis det skulle blive virkelighed.
Tirsdag var nyheden så den, at Det Hvide Hus overvejer forbud mod køb af tomater og bomuld fra den kinesiske provins Xinjiang, fordi Kina ifølge USA her krænker det muslimske mindretals menneskerettigheder, ligesom regeringen i USA påtænker at sætte kinesiske Semiconductor Manufacturing International på sin sorte liste.
Saudi-Arabien har også sænket sin oliepris over for Kina, og det pressede prisen i USA ned med 7,2 pct. tirsdag. Derfor havde energi det svært. Endelig betød uroen tirsdag, at investorerne søgte sikkerhed i obligationer. Derfor faldt den tiårige rente i USA med 4 point, og det er skidt nyt for bankerne.
- Der er mange dårlige nyheder. Brexit og Kina. Renterne falder, og det gør bankerne så også. Olien falder tungt, og så ryger energisektoren med ned. Så der er risk-off, lyder det fra Danske Banks investeringsekspert.
I S&P 500 var alle sektorer i minus. Værst gik det for it-aktierne med et minus på 4,6 pct., ligesom energiaktierne smed 3,7 pct., og finans faldt 2,6 pct.
Det var Apple, som trak mest ned i alle tre hovedindeks med et minus på 6,7 pct., mens Microsoft fulgte efter med et fald på 5,4 pct. Amazon tabte også 4,4 pct., mens Facebook bakkede 4,1 pct. Endelig mistede Alphabet, Googles og Youtubes ejer, 3,6 pct.
Apple var især ramt af, at investeringsbanken Goldman Sachs har sænket sin anbefaling af aktien til "sælg" med et kursmål på 80 dollar. Banken mener ikke, at Apples vækst kan retfærdiggøre kursniveauet i 112,82 dollar, der ellers er 16 pct. fra toppen i sidste uge.
- Goldman Sachs siger, Apple er for dyr. Det har de sagt mange gange, men tirsdag lytter markedet til det… og glemmer at bemærke, at Goldman Sachs er positiv på Microsoft og på Amazon, forklarer Lars Skovgaard Andersen.
Det var også en hård dag for bankerne. JPMorgan Chase, USA's største af slagsen, smed 3,5 pct., mens Bank of America tabte 4,0 pct.
I it-sektoren havde softwarekæmpen Adobe det også hårdt og faldt 6,1 pct., mens en af chipsektorens højdeflyvere Nvidia smed 5,6 pct.
I minusrækken stod Tesla dog forrest. Aktien i elbilproducenten er nu klart i bjørneterritorium, da den faldt med 21,1 pct. I forvejen havde den fået en del hug flere dage i sidste uge.
Tirsdagens nedtur skyldtes nyheden sent fredag aften om, at Tesla trods sin raketfærd og flere kvartaler med overskud ikke kom med i S&P 500 i denne omgang. Aktien er nu 34 pct. fra sin rekord forrige mandag.
- Jeg er ikke overrasket over, at det kan falde så meget i dag. Og når Tesla smider 21 pct., så bliver der trykket på Faang-knapperne. Og så bliver der hældt flere aktier af.






