Fortsæt til indhold

USA/åbning: Nasdaq fortsat i front for positiv udvikling

Investor
/ritzau/FINANS

Trods negative tendenser frem mod åbningen ser de amerikanske aktiehandlere ud til at have mod på en fortsættelse af onsdagens positive aktiemarked.

Kort efter handelsstart ligger de tre toneangivende amerikanske aktieindeks med plusser på 0,6-1,0 pct. med størst fremgang til det teknologidominerede Nasdaq-indeks.

Tidligere torsdag handledes futures for de tre indeks ellers med negativt fortegn, hvilket indikerede fald fra åbningen af den egentlige aktiehandel i New York.

Onsdag var det også Nasdaq-indekset, der lå i spidsen for den positive udvikling med et plus på 2,7 pct. ved markedslukningen, og samme positive billede tegner sig onsdag for sektorens kæmper.

I de første handler stiger aktien i Alphabet 0,8 pct., Facebook stiger 0,3 pct., Microsoft går 0,4 pct. frem, og Amazon-aktien løftes 1,8 pct. Apple stiger 1,0 pct.

Nasdaq-indekset er siden nytår steget mere end 20 pct.

Generelt har handlerne ifølge Bloomberg News et særligt øje på udviklingen i den amerikanske økonomi. Og torsdag før markedsåbningen kunne den måles på opgørelsen over nytilmeldte ledige i sidste uge.

Den viste, at 884.000 amerikanere meldte sig som førstegangsledige i sidste uge. Det var dermed flere nytilmeldte ledige end ventet. Ifølge medianen af estimater indsamlet af Bloomberg var der blandt økonomerne ventet 850.000 nye ledige.

Ugen før meldte også 884.000 sig ledige for første gang. Det tal er revideret fra 881.000 ved første opgørelse for en uge siden.

Antallet af fortsatte ledige steg til 13,385 mio. mod estimeret 12,904 mio. ifølge Bloomberg og 13,292 mio. ugen tidligere.

For Astrazeneca er der derimod udsigt til en positiv dag. Aktien stiger indledningsvist 0,9 pct., efter at selskabets topchef på en onlinekonference har oplyst, at selskabet fortsat ser mulighed for, at selskabets vaccinekandidat mod covid-19 kan være klar inden slutningen af året.

Meldingen kommer, efter at studierne af vaccinen netop er blevet midlertidigt indstillet, fordi der er registreret mulige alvorlige bivirkninger hos en patient i Storbritannien.

Søgelyset er torsdag også rettet mod smykkeselskabet Tiffany, efter at den franske luksusvarekæmpe LVMH vil anlægge et modsøgsmål mod Tiffany. Det sker, efter at Tiffany onsdag anlagde sag mod LVMH, fordi det franske selskab havde besluttet at hoppe fra en opkøbsaftale, der ville have lagt den amerikanske smykkekæde ind under LVMH.

LVMH vil anlægge sag mod Tiffany for dårlig krisehåndtering under covid-19-udbruddet, skriver selskabet i en meddelelse.

Onsdag anlagde Tiffany sag mod LVMH, med påstand om at det franske selskab angiveligt bevidst skulle have udsat processen med at få hentet de nødvendige myndighedsgodkendelser til handlen i land.

LVMH bød sidste år 16 mia. dollar for Tiffany, svarende til 135 dollar per aktie.

De kinesiske og amerikanske myndigheder har allerede givet deres velsignelse til handlen, men ifølge Financial Times mangler LVMH stadig officielt at anmode om godkendelse i tre andre relevante områder - herunder EU.

Aktien i Tiffany stiger 0,7 pct. fra handelsstart.

Hos finansgiganten JPMorgan er adskillige medarbejdere fyret, fordi de angiveligt har stjålet penge, der skulle udbetales til mindre virksomheder i forbindelse med coronahjælpepakker. Det skriver Financial Times med henvisning til en unavngiven kilde tæt på sagen.

En række medarbejdere i banken har efter sigende modtaget penge gennem støtteordningen Economic Injury Disaster Loan, EIDL, uden at være berettiget til det.

Men finansaktien stiger 1,0 pct. i de første handler.